Selvtilliden fejlede ikke noget, da B.T. mødte Alexander Kamp

»Vi vinder ved at køre offensivt cykelløb, så vi skal være med i finalerne. Derfor vil jeg også allerede i morgen prøve at være med i finalen. Jeg håber, at benene er lige så gode, som de var i dag. Jeg placerede mig i Vejle (træning red.), og jeg lavede ikke andet end at flyve rundt på bakkerne,« sagde den 25-årige cykelrytter for Riwal Readynez inden første etape på PostNord Danmark Rundt:

»Jeg er på mit bedste fysiske niveau, og formen kunne ikke være bedre.«

Selvtillid er der også brug for. Holdet vil stå på podiet på søndag, når løbets sidste etape er afsluttet:

»Vi går ind til Danmark Rundt i år med ambitionen om at gå hele vejen. Det er selvfølgelig svært, men vi har et hold, der indbyder til, at vi kommer hjem med noget rigtig godt herfra,« siger holdets sportsdirektør, Michael Blaudzun.

Men benene var ikke lige så gode på Alexander Kamp, da det rigtig gjaldt på onsdagens første etape. Og det påvirkede også selvtilliden efter løbets første etape:

»Mildest talt gik det ad helvede til. Det var ikke min dag. Der var nogle kramper de sidste 50 kilometer, og jeg havde slet ikke en god følelse, da jeg kørte mod bakkerne. Det spillede bare ikke.«

Alexander Kamp endte som nummer 64 efter vinderen, Tiesj Benoot fra det belgiske cykelhold Lotto Soudal.

Holdet lader op i tourbussen inden dagens etape.
Holdet lader op i tourbussen inden dagens etape.
Vis mere

Holdet har dog også andre lovende ryttere på holdet, der kan bidrage til en god placering i dette års Danmark Rundt.

Både Rasmus Quaade, som netop har vundet Fyen Rundt, og som blev nummer to i Danmark Rundt sidste år, og Emil Vinjebo, der endte på en sjetteplads ved sidste års Danmark Rundt, har mulighed for at placere sig godt.

De klarede sig, ligesom Alexander Kamp, igennem første etape med tre sekunder op til vinderen, og de har begge enkeltstarten, der ligger onsdag, som deres favoritetape.

B.T. følger cykelholdet Riwal Readynez hver dag under PostNord Danmark Rundt. Torsdag kan du se endnu et afsnit om holdets kamp for at nå podiet.