Det var engelske Sky Sports, der mandag formiddag kunne fortælle, at Southampton er tæt på en handel med den danske forsvarsklippe Jannik Vestergaard, og nu kan B.T. fortælle, at en underskrift med al sandsynlighed vil blive sat allerede tirsdag - eller senest onsdag.

Den 25-årige danske Borussia Mönchengladbach-spiller er i øjeblikket på ferie, men ifølge B.T.s oplysninger bliver den nu afbrudt, og han vil i stedet sætte sig på et fly mod det engelske tirsdag, hvor han vil gennemføre et lægetjek - og dermed skiftet til Southampton.

Det engelske medie Sky melder om en pris på cirka 152 millioner kroner, men ifølge B.T.s kilder vil beløbet for Jannik Vestergaard være højere end det.

Jannik Vestergaard har været fast mand i Borussia Mönchengladbach siden sit skifte i 2016.
Jannik Vestergaard har været fast mand i Borussia Mönchengladbach siden sit skifte i 2016. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Skulle prisen overstige 150 millioner kroner, vil Vestergaard blive den dyreste dansker nogensinde. Den rekord blev ellers for nyligt sat af Thomas Delaney, da han lige inden VM skiftede Werder Bremen ud med Borussia Dortmund. Her lød prisen på cirka 150 millioner kroner.

Jannik Vestergaard har spillet i tyske Borussia Mönchengladbach siden 2016, hvor han har været et af holdets store profiler. Danskeren gjorde sig yderligere bemærket i Bundesligaen i denne sæson, hvor han blandt andet kom på det tyske medie BILDs årets hold.

Jannik Vestergaard, Jonas Knudsen, Yussuf Yurary Poulsen, Kasper Dolberg under VM-træning på Lokomotiv Stadion.
Jannik Vestergaard, Jonas Knudsen, Yussuf Yurary Poulsen, Kasper Dolberg under VM-træning på Lokomotiv Stadion. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Jannik Vestergaard var også en del af Danmarks trup til VM, men fik dog ikke spilletid i de fire kampe i Rusland.

Ender handlen med at gå igennem, kan Jannik Vestergaard også se frem til at blive holdkammerat med danske Pierre-Emile Højbjerg, der også tørner ud for Southampton.