Caleb Ewan troede, han havde vundet 5. etape af Tour Down Under, før han blev diskvalificeret af løbsledelsen.

Lotto Soudal-sprinteren Caleb Ewan var hurtigste mand på 5. etape af det australske løb Tour Down Under.

Men australieren brugte ulovlige metoder på sin vej mod sejren, mente løbsledelsen, som efter etapen diskvalificerede Ewan.

- Jeg positionerede mig selv godt, sagde Ewan, før han hørte om diskvalifikationen.

- Jeg ville lægge mig på Elia Vivianis hjul i spurten, men jeg var en cykellængde bag ham og vidste, at jeg skulle starte tidligt og bruge den lille bakke som affyringsrampe, sagde han.

I stedet gik sejren til UAE-rytteren Jasper Philipsen, som trillede i mål bag Caleb Ewan.

Den tidligere verdensmester Peter Sagan (Bora) og Jumbo-Vismas Danny van Poppel blev rykket op på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Quick-Steps Elia Viviani blev ført ind på opløbsstrækningen af Michael Mørkøv, men italieneren formåede ikke at blande sig i kampen om topplaceringer.

Han blev overhalet af en håndfuld ryttere på de sidste meter, og af dem var Caleb Ewan hurtigst i sin karakteristiske og aerodynamiske sprinterstil.

Billeder afslørede efter etapen, at Ewan stødte Philipsen væk med hovedet for at bringe sig i god position, og den forseelse kunne løbsledelsen ikke sidde overhørig.

Løbets førende rytter er fortsat Patrick Bevin (CCC). Men Bevin var i store problemer, da han styrtede ti kilometer fra målstregen.

Blodig og forslået kæmpede han sig tilbage til feltet og blev noteret for samme tid som løbets øvrige favoritter.

Det er dog endnu uklart, om han er frisk nok til at stille til start på sidste etape, der køres søndag. Den slutter på den stejle stigning Willunga Hill.

Bevin blev kørt på hospitalet efter etapen til yderligere undersøgelser.

Sydafrikaneren Daryl Impey (Mitchelton-Scott) er på andenpladsen, mens Luis León Sanchez (Astana) samlet er løbets nummer tre.

Dimension-Datas Michael Valgren er bedst placerede dansker på 29.-pladsen.

/ritzau/AP