Caleb Ewan var hurtigst i en styrtplaget spurt ved eksplosiv opvarmning til Tour Down Under.

Natten mellem mandag og tirsdag dansk tid indledes årets første løb på cykelkalenderens World Tour, når rytterne træder det australske etapeløb Tour Down Under i gang.

Men allerede tidligt søndag morgen dansk tid tyvstartede rytterne med det eksplosive opvarmningsløb Down Under Classic, hvor den australske sprinter Caleb Ewan tog sejren.

Den lille, lynhurtige sprinter er forud for denne sæson skiftet fra det australske Mitchelton-Scott-hold til Lotto Soudal, og han fik dermed en perfekt debut for sit belgiske hold.

I en spurt, der blev præget af et styrt nogle hundrede meter fra mål, holdt Ewan slovakken Peter Sagan bag sig på de sidste meter.

Danske Michael Mørkøv (Quick-Step) var blandt rytterne, der måtte en tur i asfalten, men han rejste sig hurtigt.

Down Under Classic er et specielt løb, hvor rytterne kører en time plus én omgang på en 1,7 kilometer lang rundstrækning i det sydlige Adelaide på en helt flad rute.

Michael Mørkøv og Mikkel Frølich Honoré er med til Tour Down Under for Quick-Step, mens Michael Valgren og Lars Bak er med for Dimension Data, som de begge er skiftet til ved årsskiftet.

/ritzau/