Simon Clarke fra Education First-holdet vandt onsdag 5. etape af etapeløbet Vuelta a España.

Roquetas de Mar. Simon Clarke kan for anden gang i sin karriere kalde sig for etapevinder i Vuelta a España.

Australieren var med i onsdagens store udbrud og nappede sejren foran Bauke Mollema (Trek-Segafredo) og Alessandro De Marchi (BMC).

Franske Rudy Molard (FDJ), der kom i mål som nummer seks efter også at have været en del af onsdagens udbrud, overtager løbets røde førertrøje fra Michal Kwiatkowski fra Team Sky med over et minut.

Modsat tirsdag, hvor et udbrud slap afsted allerede fra kilometer 0, var det først efter cirka 65 kilometer, at en gruppe på hele 25 ryttere formåede at slippe væk fra feltet onsdag.

Det store udbrud øgede langsomt afstanden til feltet, der efter en intens start havde besluttet sig for at lade udbruddet køre væk på etapen, der indebar to stigninger - en i kategori 3 og en i kategori 2 - uden ret mange flade kilometer.

Med cirka 85 kilometer tilbage begyndte det store udbrud at blive fragmenteret.

Stéphane Rossetto (Cofidis) og Alessandro De Marchi stak afsted, hvilket førte til en splittelse i udbrydergruppen, da flere af de resterende forsøgte at hente dem.

Helt i front fik et ryk fra De Marchi Rossetto til at slippe, og BMC-rytteren lå dermed alene i front i et stykke tid.

Men de jagtende ryttere fra udbruddet havde ikke givet op, og Simon Clarke og Bauke Mollema gjorde De Marchi selskab med cirka 54 kilometer tilbage.

Som etapen skred frem, stod det klart, at vinderen for anden dag i træk skulle findes blandt udbryderne.

Bag de tre førende ryttere lå endnu en gruppe med tre ryttere, der forsøgte at nå op til de forreste. Én af dem var Rudy Molard, der som etapen skred frem begyndte at øjne løbets røde førertrøje.

Med 10 kilometer tilbage var der dog stadig lidt over et minut op til De Marchi, Clarke og Mollema.

Ingen af de tre havde tilsyneladende lyst til at lade en spurt afgøre etapen, og de sidste par kilometer blev derfor brugt på henholdsvis at angribe og på at reagere på de andres ryk.

Ikke desto mindre kom de tre ryttere samlet til mål.

Her var Clarke hurtigst, og australieren kunne dermed hæve armene i triumf som Vuelta-etapevinder for anden gang i karrieren, efter at han også vandt en etape i 2012.

/ritzau/