Australieren Caleb Ewan vandt 11. etape i Giro d'Italia, hvilket var hans anden etapesejr i årets løb.

Lotto Soudal-rytteren Caleb Ewan har timet formen godt til sprinteropgørene i årets Giro d'Italia.

Onsdag nappede australieren således sin anden etapesejr, da han efter 221 kilometer flad strækning fra Carpi til Novi Ligure triumferede på 11. etape.

Ewan kørte også først over stregen på 8. etape.

Et rent italiensk tremandsudbrud prøvede ellers lykken, men det blev hentet med 24 kilometer tilbage, og så var der lagt op til den ventede massespurt.

På opløbsstrækningen åbnede Boras tysker Pascal Ackermann, der allerede har to etapesejre i løbet, men Ewan timede spurten perfekt og kørte forbi uden de store problemer.

Franske Arnaud Demare (FDJ), der vandt 10. etape, blev nummer to, mens Ackermann blev henvist til tredjepladsen.

For den italienske sprinter Elia Viviani (Quick-Step) fortsætter løbet uforløst.

Efter flere andenpladser og en etapesejr, der blev taget fra ham, sluttede han onsdag på fjerdepladsen.

En anden italiener, Valerio Conti (UAE), kan igen torsdag iklæde sig løbets lyserøde førertrøje, som han har kørt i, siden han blev nummer to på 6. etape.

Han fører samlet med 1 minut og 50 sekunder ned til sloveneren Primoz Roglic (Jumbo) på andenpladsen.

/ritzau/