Der er indført udgangsforbud i Spanien på grund af coronavirus, og det kolliderer med cykelrytternes job.

Spanien er et af de lande, som har indført udgangsforbud for befolkningen den kommende tid for at få bugt med spredningen af coronavirus.

Undtagelserne er, at man må gå ud, når man skal købe dagligvarer, medicin eller udføre sit arbejde. Sidstnævnte undtagelse giver dog anledning til uenighed for især én profession - cykelryttere.

En del af deres arbejdsdag normalt er at træne udenfor. Hidtil har de spanske myndigheder dog ikke anerkendt, at det er en del af jobbet.

- Nogle af vores holdkammerater var ude for at træne i søndags, men de blev sendt hjem af politiet, fortæller Astana-rytteren Gorka Izagirre til det spanske sportsmedie AS.

Men udendørstræning er et must for en professionel landevejsrytter, mener Jakob Fuglsangs holdkammerat. Han vil nu forsøge at få det anerkendt af myndighederne.

- Vi er i kontakt med ACP (Foreningen for Professionelle Cykelryttere, red.). Den skal afgøre, om det er en del af vores profession at træne udendørs, lyder det fra den 32-årige spanske rytter.

Selv om ACP skulle anerkende udendørs træning som en del af jobbeskrivelsen for rytterne, er det ikke sikkert, at myndighederne efterfølgende vil følge trop.

Izagirre erkender da også, at der ikke er garantier for noget som helst. Men han håber, at det vil lykkes.

Den tidligere spanske Tour de France-vinder Pedro Delgado forsøger på Twitter at bakke op om Gorka Izagirre og de øvrige ryttere.

- Det vil være en katastrofe for hans evne til at præstere sammenlignet med ryttere i andre lande, skriver Delgado på Twitter.

- Os, der ikke er professionelle længere, kan blive hjemme. Men en professionel, der udøver en sport alene, skal kunne opretholde sine rutiner.

Medmindre de spanske myndigheder tillader træningen udendørs, må rytterne i Spanien foreløbig nøjes med kondicykel derhjemme.

/ritzau/