For første gang vandt Kasper Asgreen et stort internationalt endagsløb, da han triumferede i Kuurne.

Han har vundet etaper i Tour of California og Deutschland Tour. Han er regerende dansk mester i enkeltstart.

Men søndagens triumf i semiklassikeren Kuurne-Bruxelles-Kuurne overgår alligevel det meste af, hvad Kasper Asgreen har oplevet i sin professionelle cykelkarriere.

- Lige siden mit første cykelløb har jeg drømt om at vinde en klassiker. Det er fantastisk, siger den danske Quick-Step-rytter efter at have fået vejret.

Sejren kom i hus med spektakulær solokørsel, hvor Asgreen demonstrerede de kvaliteter, der har bragt ham i verdenseliten i enkeltstart.

Han slog hul til feltet 30 kilometer før mål og rystede på vej mod målstregen to rivaler af.

- Det var vanvittig hårdt. Jeg brugte meget energi på at komme af med rytteren fra Alpecin-Fenix (Roy Jans, red.). Jeg tvivlede på, at jeg kunne holde den derfra. Men det lykkedes at holde feltet væk, siger Asgreen.

Selv om forspringet til det jagtende felt ni kilometer før mål kun var på 20 sekunder, nåede forfølgerne aldrig op, så Asgreen kunne køre alene ind til karrierens største triumf.

- Det er meget vigtigt for mig. Siden jeg blev professionel, har jeg stræbt efter at blive en god klassikerrytter.

- Jeg tog nogle store skridt sidste år. Næste skridt var at vinde en klassiker, og det kom allerede i åbningsweekenden i denne sæson. Det er skønt.

- Nu gælder det så om at gøre det igen. Være stabil og holde sig blandt de bedste hver gang, lyder det fra Kasper Asgreen.

Han fik et stort gennembrud i sidste sæson med andenpladsen i monumentet Flandern Rundt som den mest lysende præstation.

Hans præstationer har bragt ham op i hierarkiet på det stærke Quick-Step-hold, og han gik ind til weekendens to løb som en af holdets beskyttede ryttere.

Det betød, at det ikke var ham, der blev sendt frem for at lukke huller og jagte udbrud i starten.

- Min fysiske form er bedre. Jeg havde en god vinter og har taget et skridt frem.

- Jeg er mere beskyttet på holdet nu, end jeg var sidste år. Dengang skulle jeg være en af de første, der skulle trække feltet.

- Nu har jeg vist, at jeg kan være med og kan derfor spare kræfter i starten af løbene. Det kommer mig til gode, konstaterer Kasper Asgreen.

/ritzau/