Den danske cykelrytter Andreas Kron (Uno-X) åbnede spurten, men havde ikke den afgørende fart.

I stedet vandt Quinn Simmons (Lidl-Trek) onsdag 4. etape af det store etapeløb Tour Auvergne-Rhône-Alpes i Frankrig.

Kron og Quinn var en del af et udbrud på ti ryttere, som efter en lang dag over blandt andet seks mindre stigninger akkurat holdt et jagtende felt stangen.

Samarbejdet fungerede perfekt, og med mindre end 500 meter til mål åbnede Kron spurten blandt udbryderne.

Hurtigt viste det sig dog, at andre havde flere kræfter i behold. Newzealandske Finn Fisher-Black (Red Bull) bød Quinn op til dans, men den amerikanske mester sejrede i sidste ende forholdsvist klart.

Kron endte som nummer seks.

Få sekunder senere buldrede Wout van Aert (Visma) over stregen som vinder af feltets spurt.

Løbet, der tidligere hed Criterium de Dauphine, består af otte etaper og afvikles frem til og med søndag.

Mandag triumferede Krons holdkammerat og landsmand Anthon Charmig på 2. etape, da han rev sig løs af et udbrud og kørte 12 kilometer solo i mål.

Franske Alex Baudin (EF) er indehaver af løbets førertrøje. Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) er 47 sekunder efter på sjettepladsen.

Løbets største favorit, det franske stortalent Paul Seixas (Decathlon), er nummer ti med et minut op til Baudin.

Torsdag er en flad omgang, hvor sprinterne kan komme i spil, inden de tre sidste etaper byder på bjerge.

/ritzau/