Den 44-årige cykelrytter Ethan Boyes har mistet livet i en ulykke i San Francisco.
Det skete i nationalparken Presidio, da han blev ramt af en bil. Boyes fik svære skader og blev hastet til hospitalet, hvor han døde.
Føreren af bilen blev også taget til hospitalet med ikke-livstruende skader.
»Vi er utroligt berørte af at høre om Ethan Boyes' død,« skriver det amerikanske cykelforbund USA Cycling og remser mange af Boyes' bedrifter op.
Cykelrytteren var regerende verdensmester i banecykling i alderen 40-44 i flere discipliner, og derudover blev han national mester ti gange i sin karriere foruden en masse andre bedrifter.
»Tabet af Ethan vil kunne mærkes lokalt, regionalt, nationalt og til begivenheder ude i verden i mange år, fordi han bragte en blanding af konkurrence og venlighed ind i alle løb. Vores tanker er hos hans familie og kære,« skriver forbundet yderligere.
Det er uvist, hvorvidt føreren var påvirket. Det er desuden uklart, om vedkommende er anholdt, men familiemedlemmer har fået at vide, at føreren er tilbageholdt, skriver lokalavisen San Fransicso Chronicle.
Vidner fortæller at have set bilen svinge fra den modsatte bane og ind i cykelstien i den modsatte side af vejen.
Myndighederne er i fuld gang med at undersøge de nærmere omstændigheder.