Cykelrytteren Amalie Dideriksen var klart hurtigst, da en gruppe spurtede om sejren i kvindernes linjeløb.

Den tidligere verdensmester Amalie Dideriksen kan det næste år fortsætte med at iklæde sig dannebrogstrøjen, når hun stiller til start i cykelløb.

Søndag hamrede Boels-Dolmans-rytteren først over målstregen i Esbjerg efter 130 kilometer i det vestjyske og slog dermed seks andre ryttere i et udbrud.

Podiet blev fuldendt af Pernille Mathiesen (Sunweb) og Christina Siggaard (Virtu), mens Julie Leth (Bigla) og Louise Norman Hansen (Virtu) blev henholdsvis nummer fire og fem.

Dermed kan Amalie Dideriksen skrive endnu et dansk mesterskab på sit i forvejen imponerende cv. Hun vandt også i 2014, 2015 og 2018. Det er dermed fjerde DM-titel for 23-årige Dideriksen, der også blev verdensmester i 2016 i Qatar.

- Det er så kæmpestort at køre rundt i dannebrogstrikoten, og jeg glæder mig til et år mere, siger Dideriksen til TV2 Sport efter sejren.

- Det var taktisk til sidst, men jeg vidste, at jeg havde en hurtig spurt, og jeg troede på mig selv. Jeg blev ved med at sige til mig selv: "Du er den hurtigste, du er den hurtigste".

Rytterne kørte fra Ribe til Esbjerg, og her ventede seks omgange, før vinderen kunne kåres.

Et udbrud på seks ryttere fik hul til feltet, og foruden Dideriksen, Mathiesen, Siggaard og Leth befandt Louise Houbak (OCC) og Trine Andersen (Rytger) sig i udbruddet.

Louise Norman Hansen kom op, og så skulle syv ryttere kæmpe om sejren.

Flere af dem prøvede at vriste sig fri, men Dideriksen holdt dem hver gang i et jerngreb. Ingen af dem formåede at hægte hende af, men Norman Hansen gjorde et hæderligt forsøg med 1,5 kilometer igen.

Igen sad Dideriksen klar, og da rytterne nærmede sig målstregen, var der ingen tvivl om, hvem der havde mest at skyde med.

Senere søndag afgøres mændenes linjeløb som konklusion på DM-ugen i det vestjyske.

/ritzau/