Den danske cykelstjerne Niklas Eg var søndag involveret i et alvorligt styrt på første etape af Critérium du Dauphiné.

Så alvorligt, at han efterfølgende er blevet kørt på hospitalet.

Det skriver TV 2 Sport.

»Han var styrtet i et højresving, der var ganske skarpt til sidst. Han kørte ind i muren og fløj ud over, røg tre meter ned og landede på en terrasse,« siger den norske Uno X-sportsdirektør Kurt-Asle Arvesen til TV 2 Sport.

Nordmanden forklarer dog videre, at 27-årige Niklas Eg har det o.k. efter omstændighederne, men at han formentlig har brækket noget.

Dermed blev det en kort fornøjelse for Uno X-rytteren i dette års Critérium du Dauphiné, da han efter dagens styrt måtte udgå af løbet.

Niklas Eg er i denne sæson skiftet til Uno X-mandskabet efter fire år på World Tour-holdet Trek Segafredo.

Søndagens etape blev i øvrigt vundet af det belgiske cykelfænomen Wout van Aert, da han i en massespurt satte alle konkurrenterne til vægs.

Van Aert vandt foran briten Ethan Hayter og med amerikanske Sean Quinn på tredjepladsen.