Der var dansk succes i det franske løb Région Pays de la Loire Tour, da Alexander Kamp vandt 3. etape og tog førertrøjen.

Den tidligere danske mester, som kører for Uno-X, var med i et udbrud på den 199 kilometer lange etape fra Avrillé til Sainte-Suzanne-et-Chammes i det vestlige Frankrig.

I finalen vandt Alexander Kamp en mindre spurt, hvor danskeren henviste Gabriele Bessega (Team Polti) til andenpladsen. Feltet kom ind over målstregen seks sekunder senere.

Det var den første sejr til Alexander Kamp i tre år. Han fører nu løbet med to sekunder ned til Gabriele Bessega inden fredagens sidste etape.

I 2023 vandt han samlet Région Pays de la Loire Tour, så det er et løb, han har gode minder fra. I 2023 vandt han dog ikke en etape i det franske løb.

- Jeg skal vende tilbage til dette løb oftere, for jeg har altid succes her, siger Alexander Kamp i vinderinterviewet ifølge TV 2 Sport.

Den danske etapevinder forklarede, at han var med til at køre væk på et godt tidspunkt, da flere ryttere var udmattede efter en bonusspurt på etapen.

- Jeg havde power nok til at vinde spurten. Fredag er en ny dag. Jeg vil forsøge at vinde og gå efter et resultat, lyder det fra Alexander Kamp.

Den 32-årige dansker har haft et par vanskelige år uden den store succes. I 2016 og 2022 blev han dansk mester på landevej.

/ritzau/