Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Wout van Aert skiftes til at vinde i de største cykelløb, og torsdag var det så franskmandens tur.

Den klatrestærke verdensmester var hurtigste mand i finalen på 2. etape af Tirreno-Adriatico.

I spurten på finalebakken hentede han holdkammeraten Joao Almeida og henviste van der Poel og van Aert til de efterfølgende pladser.

Van Aert, som vandt 1. etape, fører foran Alaphilippe og van der Poel i klassementet.

Løbet har deltagelse af fem danskere, og en af dem gjorde væsen af sig mod slutningen.

Kasper Asgreen forsøgte at gå med i et udbrud, og han lå på et tidspunkt ude foran med Egan Bernal og Jasper de Buyst. De blev dog hentet igen af feltet.

En prominent kvartet bestående af Simon Yates, Mikel Landa, Joao Almeida og Pavel Sivakov havde et lille hul til de øvrige favoritter ved foden af finalebakken.

Længe lå de med et forspring på omkring 20 sekunder, men de faldt fra en efter en. Til sidst var der kun Almeida tilbage, men portugiseren kunne ikke holde forfølgerne - heriblandt holdkammeraten Alaphilippe - stangen.

Dermed fik Alaphilippe revanche for lørdagens Strade Bianche, hvor han blev slået af hollandske van der Poel. Det var Quick-Step-franskmandens første sejr i år.

Foruden Asgreen deltager Jakob Fuglsang, Christopher Juul-Jensen, Mads Würtz Schmidt og Emil Vinjebo i løbet.

/ritzau/