Astanas danske sportsdirektør, Lars Michaelsen, har forud for søndagens Liège-Bastogne-Liège kun lovprisninger til overs for cykelholdets nu afdøde veteranstjerne, Michele Scarponi.

Lørdag morgen mistede den 37-årige italiener livet, da en varevogn kørte ind i ham på en træningstur ved hjembyen Filottrano i Italien.

»Han er jo alt det, som mange allerede har beskrevet. Han stod for at være humørsprederen, altid have et smil på læben og altid klar med en sjov historie. Det er noget, som alle har brug for. Jeg sender de dybeste medfølelser til hans familie,« siger Lars Michaelsen til BT, der har mødt sportsdirektøren i Liege, hvor Astana-holdet i morgen er med i det store belgiske endagsløb Liège-Bastogne-Liège.

Dødsfaldet har, ifølge Michaelsen, sat sine spor på Astana-holdet, som i morgen stiller til start i Liege-Bastogne-Liege med Jakob Fuglsang som holdets kaptajn.

Astana-sportsdirektør Lars Michaelsen.
Astana-sportsdirektør Lars Michaelsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det er dybt tragisk. Det er fra den ene dag til den anden, og det er jo selvfølgelig en lektion om, at det hele kan skifte meget hurtigt i livet. Det er den mentale del af starten i morgen, der bliver den sværeste. Astana er et proteam og stiller til start i morgen i Liège-Bastogne-Liège, men det bliver meget individuelt, hvordan man bearbejder en så forfærdelig nyhed,« siger Michaelsen, som karakteriserer Michele Scarponi som en stor rytter:

»Michele var en fantastisk rytter, og jeg har faktisk selv kørt med ham i hans første år som professionel, og jeg lærte ham så at kende nu her på Astana. Det taler lidt for sig selv, når man ser på hans CV. Han har altid været med helt i toppen af Giro d'Italia, han har vundet Tirreno-Adriatico, og endda fået tilkendt sejren i Giroen. Og ja, for mindre end en uge siden vinder han et cykelløb, så han viste storform, og nu står vi så her. Det er uforståeligt.«

Ved dagens præsentation af feltet til Liege-Bastogne-Liege var Astanas ryttere ikke til stede. Da det var det kasakhstanske holds tur til at blive præsenteret holdt løbsdirektør Christian Prudhomme i stedet en mindetale til ære for Scarponi, mens det kasakhstanske flag vejrede. Herefter var der et minuts stilhed.

»Der er en stor sorgfølelse i feltet i dag, og, selvfølgelig, også her i Liège-Bastogne-Liège,« sagde Preudomme til reporterne efterfølgende, ifølge Cyclingnews.com.

Inden løbet sættes i gang i morgen vil Michele Scarponi igen blive æret. Her er det planlagt, at Astana-rytterne skal stille sig frem foran feltet, hvorefter et minuts applaus skal markere det tragiske dødsfald.

Pårørende og vidner ved Michele Scarponis ulykkessted i Filottrano i Italien.
Pårørende og vidner ved Michele Scarponis ulykkessted i Filottrano i Italien. Foto: CRISTIAN BALLARINI
Vis mere

Michele Scarponis dødsulykke har chokeret cykeleverdenen, herunder den danske cykelkommenatator Jørgen Leth. Scarponi efterlader sig udover en kone og to små børn et flot cykel-CV med sejren i Giro d'Italia i 2011 som kronen på værket.

BTs udsendte i Liège har ud over Lars Michaelsen også snakket med Astanas danske stjerne Jakob Fuglsang. Han ønsker dog ikke at kommentere på sin holdkammerats dødsfald.

En anden af Astanas fire danske ryttere, Michael Valgren, meddeler over SMS, at han ligeledes ikke er klar til at give en kommentar til Michele Scarponis død.