Advarer Vingegaard: 'Det bliver sindssygt'
»Det er uden sammenligning det hårdeste sted i Frankrig. Det er ulideligt,« siger Brian Holm, der spår en vanvittig Tour-dag.
»Det er uden sammenligning det hårdeste sted i Frankrig. Det er ulideligt,« siger Brian Holm, der spår en vanvittig Tour-dag.

Du kan godt aflyse alle dine søndagsplaner.
I hvert fald hvis du skal tro Brian Holm. For B.T.s Tour-ekspert spår en »sindssyg etape,« hvor ingen kan vide sig sikre.
Alt kan ske – så meget, at han kommer en advarsel til Jonas Vingegaard.
»Dagen kan blive hårdere en den hårdeste bjergetape. Det eneste, man ikke har lyst til som hold, er at kontrollere en dag som søndag. Det er nærmest umuligt,« forklarer Brian Holm.
»Jeg tror også, Jonas Vingegaard skal passe på. Eller også bliver det omvendt.«
Søndag skal rytterne bestige fire kategoriserede stigninger i det eksplosive terræn Massif Central på en dag, hvor alt bliver splittet ad.

For at gøre ondt værre er området ramt af hedebølge i øjeblikket, hvilket har fået Tour-arrangør ASO til at kappe 30 kilometer af den oprindelige rute.
Og den region af Frankrig er med afstand den værste at køre i i landet, siger Holm.
»Du føler, du sidder i en ovn, og vejene er helt umulige. Det går op og ned hele tiden, der er rullesving, og det er uden sammenligning det hårdeste sted i Frankrig. Det er ulideligt.«
»Det kan blive en meget undervurderet dag. Selv i klassementet. Jeg regner med, at der sker nogle skøre ting. Det bliver et sindssygt taktisk spil om etapesejr, klassement og point til Mads P.s grønne trøje.«

I øjeblikket fører Mads Pedersen regnskabet om pointtrøjen.
Men skal han beholde den, kræver det virkelig, at han får tanket godt op på søndagens etape.
Han er nemlig klart underlegen i massespurterne, men stærkere end sine konkurrenter, så snart det bliver kuperet.
Derfor er 9. etape en lækkerbisken for ham.
»Det kan godt gå hen og blive hans store dag. Der står Mads P. på den etape, og det bliver en nøgledag for ham med bonusspurterne.«
»Jeg tror, han kører etapen forfra, men det er der også 50 andre, der gør, der vil i udbrud. Resten skal bare overleve.«
Søndagens etape starter klokken 13.45, og du kan selvfølgelig følge den i B.T.s store liveblog, hvor du får alt det vigtigste fra Tour de France.
Den kan du læse her.