Hvem overrasker os alle? Bliver året det bedste nogensinde? Og opstår der et nyt kaptajn-kontrovers hos Vingegaard og Visma – Lease a Bike?

De tre spørgsmål og flere til har vi her på B.T. stillet de tre cykeleksperter Bjarne Riis, Discoverys cykelekspert Brian Holm og TV 2 Sports cykelekspert Emil Vinjebo, der skal forsøge at forudsige cykelåret 2024. 

Og særligt én dansker kan overraske os alle, ifølge eksperterne, mens der måske venter nyt drama på Visma – Lease a Bike. 

Mads Pedersen er allerede i gang med at høste sejre i 2024. Her i Etoile de Besseges.
Mads Pedersen er allerede i gang med at høste sejre i 2024. Her i Etoile de Besseges. Foto: Sylvain Thomas/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Bliver det, det største danske cykelår nogensinde målt på sejre? 

Dansk cykling er inde i en guldalder i disse år. Sidste år vandt de danske stjerner svimlende 42 sejre, ifølge Procyclingstats, hvilket er det bedste danske år nogensinde i deres register. 

Så kan det overhovedet overgås? 

»Ved du hvad? Det tror jeg faktisk, det gør. Jeg tror, det bliver et større år end sidste år,« siger Emil Vinjebo. 

Sæsonen i år er noget særligt, da en helt særlig, prestigefyldt medalje er på højkant.

»Det kan jo gøre året ekstra specielt, hvis vi får en OL-medalje med hjem,« mener Vinjebo.

Selvom Bjarne Riis holder med de danske ryttere og elsker at se dem gøre det godt, er antallet af sejre ikke det vigtigste.

»Jeg holder med danskerne, når de kører og ser dem gerne gøre det godt, men det er ikke afgørende for mig.«

Som modvægten til Vinjebos optimisme har vi Brian Holm, der er klar i spyttet, når han skal sætte ord på, om antallet af sejre fra sidste år bliver overgået. 

»Nej, det tror jeg ikke,« siger Holm. 

Sidste år var der 11 danskere med til Tour de France. 
Sidste år var der 11 danskere med til Tour de France.  Foto: Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvor mange danskere kommer med til Touren, og hvor mange etapesejre får vi? 

Her lægger vi ud med Bjarne Riis.

»Mon ikke der kommer 10 med? Plus-minus.«

Det tyder altså på et godt år for dansk deltagelse ved Touren, ifølge Riis. Men hvad med sejrene?

»Jeg vil skyde på to-tre stykker. Det er gætteri – det kan også blive fire eller fem.«

»Jonas Vingegaard er oplagt. Det samme er Mads P. med den klasse, han har. Derefter er der mange i spil til at tage etapesejre,« påpeger Bjarne Riis.

»Jeg er optimistisk og tror, at der kommer én mere med end rekorden på 11.«

Vinjebo tror altså på hele 12 danske ryttere til årets Tour de France. Når det kommer til etapesejrene, siger TV 2-eksperten:

»Jeg tror, vi får tre styks. En til Vingegaard, en til Mads P. og så en til en af de andre.«

Brian Holm er ikke helt på niveau med Vinjebo, når det kommer til antallet af ryttere.

»Jeg vil gætte på, der kommer otte med til Touren, og så tror jeg på to til tre etapesejre. En til Vingegaard, en til Mads Pedersen og så et wildcard til at tage den sidste« 

Der er altså bred enighed om, at Mads Pedersen og Jonas Vingegaard nok skal vinde en etape i år.

Jonas Vingegaard har vundet de sidste to udgaver af Tour de France med stor margin til nærmeste forfølger. 
Jonas Vingegaard har vundet de sidste to udgaver af Tour de France med stor margin til nærmeste forfølger.  Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Bliver Jonas Vingegaard 'fjenden' – altså den mest upopulære mand til Touren? 

Til Tour de France sker det ofte, at den mest dominerende rytter også bliver den mindst populære. Derfor fandt vi det nærliggende at høre, om de tre eksperter tror, det kan ske for vores danske Tour-minator. Vi starter hos Riis. 

»Nej, han kan ikke blive upopulær, det kan jeg ikke se. Han er en sød og rar gut,« siger Riis om Vingegaard. 

Og om fan-dynamikken ved Tour de France, siger Riis:

»Hvis Pogacar vinder, vil man have Jonas vinder og omvendt. Sådan er mekanismerne også i sport generelt.«

Vi fortsætter hos Brian Holm, der afviser det blankt. 

»Stort nej,« siger Holm, selv hvis Vingegaard skulle blive dominerende igen til sommer.

»Altså, jeg tror ikke, han bliver 'fjenden.' Men jeg tror godt, han kan køre løbet defensivt i og med, det er så hård en rute og afslutning på løbet.«

»Jeg kan godt frygte lidt, at de (Visma – Lease a Bike red.) ikke er alt for offensive, som de ellers har vist, de kan være.« 

Vinjebo slår dog fast, at han ikke ser Vingegaard blive persona non grata.

»Han bliver ikke fjenden, fordi de kører flot cykelløb på Visma. De kører ikke, som de gjorde på Sky og Ineos (der er kendt for deres langt mindre spektakulære stil, red.)« 

Skjelmose kan overraske os alle i år, ifølge eksperterne.
Skjelmose kan overraske os alle i år, ifølge eksperterne. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvem bliver årets danske overraskelse?

Brian Holm får første ord i denne forudsigelse.

»Jeg tror, der er en rytter, som for alvor kan komme ud over rampen – og så taler vi altså olympisk – eller verdensmester. En rytter, som vi ikke taler nok om endnu, det er Mattias Skjelmose,« siger Holm om Gøgegungen – som han selv har døbt ham. 

Skjelmose har allerede leveret store resultater, men det er altså en rytter, som Holm mener stadig kan blive overset.

»Han flyver sådan lidt under radaren. Den brede befolkning taler ikke helt om ham endnu.«

»Han har benene til at blive verdens- eller olympiskmester, og der tror jeg, man kunne sige 'hvor kom han fra'?«

Bjarne Riis er enig og peger også på Skjelmose.

»Jeg håber, det bliver Skjelmose. Det betyder, han kommer til at gøre det endnu bedre, end han har gjort.«

»At Skjelmose kan køre i top-10 i Vueltaen og etablerer sig yderligere i klassikerne. Det kunne være fedt at se.«

Emil Vinjebo har i første omgang også Skjelmose oppe at vende, som sit bud, men vælger at gå i en anden og overraskende retning. 

»Jeg tror, at Michael Valgrens comeback bliver fuldendt, og han kommer til at vinde cykelløb i år.« 

Vinjebo har også et specifikt bud på, hvornår Valgren cementerer, at han er tilbage, efter det lange skadesmareridt

»Jeg tror, han vinder en etapesejr i Giro d'Italia.«

Der var rigeligt med kaptajndrama under sidste års Vuelta a Espana.
Der var rigeligt med kaptajndrama under sidste års Vuelta a Espana. Foto: Susana Vera/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Opstår der et nyt kaptajn-kontrovers på Visma-Lease a Bike?

Den sidste forudsigelse vi har, er en af de rigtigt interessante. For sidste år var kaptajndramaet på Visma – Lease a Bike under særligt Vuelta a Espana et af mest omdiskuterede emner i cykelverden. 

Brian Holm synes allerede, det trækker op til uvejr og nyt kaptajn-kontrovers.

»Ja, jeg synes allerede, det er godt i gang. Der er lagt i kakkelovnen,« siger Holm, der dog ikke tror, det bliver lige så slemt som i sidste sæson. 

»Det bliver bedre end sidste år. Sidste år var det ikke altid kønt.« 

»Vueltaen var helt umulig med måden, de kører på. Så på den konto tror jeg ikke, det bliver lige så galt som i fjor.«

»Det håber jeg så sandelig da ikke.«

Sådan siger Riis om et muligt kaptajn-kontrovers på Visma – Lease a Bike. Riis har bemærket, at der har været skriverier om emnet, men det bekymrer ham ikke. 

»Lad dem nu køre cykelløb. Det må de finde ud af, og så må vi håbe, de ikke gør sig selv til grin.« 

Visma – Lease a Bike og Vingegaard vil i år møde endnu skarpere konkurrence fra Tadej Pogacars mandskab, UAE, der har hentet forstærkninger til, mens Vingegaards tidligere holdkammerat Primoz Roglic er skiftet til BORA – Hansgrohe efter kaptajnkrisen sidste år.

I forhold til det siger Bjarne Riis: 

»Hvis Visma – Lease a Bike ikke kører som et hold i år, får de røven på komedie.« 

»I medierne skal der nok blive skrevet en masse, men på holdet tror jeg ikke, vi kommer til at se det, som vi lidt gjorde under Vueltaen sidste år, hvor der var noget med Primoz Roglic. Det tror jeg ikke, vi ser i år.« 

Emil Vinjebo regner heller ikke med, at der opstår drama til Touren eller Vueltaen i år mellem Jonas Vingegaard og Sepp Kuss.