En regulær opskrift på en katastrofe.

Cykelverdenen jublede i går over, at det ikoniske cykelløb Tour de France står til at blive afholdt fra den 29. august til 20. september, men beslutningen vækker hovedrysten blandt fremtrædende eksperter.

Mest klar i mælet er den amerikanske professor Devi Sridhar, der rådgiver de skotske myndigheder i kampen mod covid-19.

»Jeg ved, at det er en svær beslutning at træffe, men arrangøren har intet valg. Det eneste fornuftige er at aflyse årets udgave,« siger Devi Sridhar, der er tilknyttet universitetet i Edinburgh.

Professoren peger på, at cykelløbets rundgang i Frankrig er 'opskriften på en katastrofe'.

»Arrangøren er nødt til at holde ulemperne op imod fordelen. Tusinder af mennesker fra hele verden, der samler sig og flytter rundt fra by til by – det er præcis sådan et sted, en virus kan trives. Det er en opskrift på en katastrofe,« siger Devi Sridhar til Cycling News.

Tidligere på ugen proklamerede den franske præsident, Emmanuel Macron, at alle større begivenheder i Frankrig er aflyst indtil midten af juli. Det fik i går Tour de France-ledelsen i ASO til at udskyde den såkaldte grand depart i Nice til den 29. august.

Men at udskyde cykelfesten til det tidspunkt er ingen gangbar løsning. Nærmere tværtimod, lyder den dystre advarsel fra den amerikanske professor:

En plaget Jakob Fuglsang i sidste års Tour de France.
En plaget Jakob Fuglsang i sidste års Tour de France. Foto: POOL New
Vis mere

»Virussen er kommet for at blive. Selv hvis Frankrig får styr på situationen til august, er problemet, at folk kommer fra mange lande. Det her kan starte en ny bølge af infektioner.«

En løsning kan være at forbyde tilskuere at samles langs etaperne. Det så man eksempelvis i uge-løbet Paris-Nice, der i marts blev afholdt – og forkortet – som det sidste løb, inden corona-krisen for alvor slog igennem.

Ifølge en af Danmarks førende virologer og eksperter i coronavirus, Allan Randrup Thomsen – professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – kan det muliggøre en gennemførelse af Tour de France.

»Jeg vil foreslå, at det skal være helt uden tilskuere. Der kommer selvfølgelig tilrejsende cykelhold, og de kommer til at være i kontakt med hinanden på hoteller og i feltet, men tallet er begrænset. Jo flere kontakter mellem forskellige mennesker, jo større er risikoen,« siger han.

Selv om en Tour de France-etape ofte strækker sig over flere hundrede kilometer, er det ikke ensbetydende med, at smitten ikke kan brede sig.

»Hvis man gennemfører Tour de France uden tilskuere, vil vi se en mere begrænset interaktion. Vi ser jo eksempelvis de her bjergetaper, hvor folk stimler sammen på interessante strækninger, og selv om det er udendørs, er det ikke uden risiko.«

Hvis Tour de France-boss Christian Prudhomme og resten af ledelsen i ASO holder fast i gennemførelsen af det suverænt vigtigste løb på årets cykelkalender – både finansielt og sportsligt – er det vigtigt, at der bliver taget solide forholdsregler.

Både Devi Sridhar og Allan Randrup Thomsen peger på, at det vil være nødvendigt for cykelholdene at opholde sig i Frankrig i to til tre uger inden grand depart i en form for karantæne.

»Smittetrykket er forskelligt fra land til land, og man kan risikere, at nogen tager virus med fra et land med en aktiv epidemi til et sted, hvor det ellers er nedkæmpet. Ved at opholde sig i Frankrig i ugerne op til Tour de France kan man undgå det, og samtidig kan holdene træne i de lokale omgivelser - hvis man vel at mærke holder afstand til alle lokale i perioden,« siger Allan Randrup Thomsen.

Skrækeksemplet er, at Tour de France – som Devi Sridhar advarer – kan kickstarte en ny bølge af corona-virus. En faretruende tendens, man eksempelvis har set i Asien, hvor der ellers mange steder var solid fremgang at spore i forhold til nye virusudbrud.

»Der er ingen vaccine eller flokimmunitet, så populationen er sårbar. Vi kan se det i Sydøstasien lige nu, hvor virussen egentlig var nedkæmpet, men så vendte folk hjem fra udlandet,« siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:

»De bragte infektionen tilbage, og nu slås de med den igen. Så det her er altså ikke uden risiko, og spørgsmålet er i sidste ende, om den franske regering vil godkende gennemførelsen. Det er svært for dem at sige nu, hvor de stadig slås med epidemien.«