Efter en hårdt kørt bjergetape kørte Alejandro Valverde først over stregen på 6. etape.

Den garvede cykelrytter Alejandro Valverde (Movistar) kom først over stregen på 6. etape af Critérium du Dauphiné fredag.

På de sidste meter op mod mål kørte den 41-årige spanier forbi Tao Geoghegan Hart (Ineos), som havde forsøgt at stikke af fra favoritterne.

Det er anden gang i år, at særdeles rutinerede Alejandro Valverde vinder et cykelløb. I april tog han sejren i løbet Gran Premio Miguel Indurain.

Kasakhiske Aleksej Lutsenko (Astana) er ny mand i den gule førertrøje. Lukas Pöstlberger (Bora), der kørte i den gule trøje på fredagens etape, blev sat af på den næstsidste stigning.

Ion Izagirre (Astana) er på andenpladsen otte sekunder efter sin holdkammerat. Wilco Kelderman (Bora) indtager tredjepladsen.

De 167 kilometer på 6. etape, som bød på tre stigninger, var præget af et udbrud med 14 ryttere.

Blandt dem var amerikanske Lawson Craddock (EF) den, der holdt længst. Han stak således af fra de øvrige ryttere på næstsidste stigning.

Op ad den sidste stigning kunne han dog ikke holde favoritterne bag sig.

Ineos, Movistar og Astana havde sat et hårdt tempo i slutfasen, og på sidste kilometer forsøgte Tao Geoghegan Hart et attentat på sejren.

Alle kiggede på Alejandro Valverde, som stadig havde kræfter i behold. Spanieren trådte til og tog etapesejren med et par cykellængder.

Mattias Skjelmose (Trek) blev bedste dansker på etapen. Han kom ind 25 sekunder efter Valverde og sluttede som nummer 23. Michael Valgren så også godt kørende ud. Han kom ind 1 minut og 26 sekunder efter spanieren på 28.-pladsen.

/ritzau/