Sæsonen 2014 blev skelsættende for det russisk-ejede hold med det klare danske aftryk. Men intet tyder på, at Bjarne Riis og kompagni sætter farten ned efter årsskiftet.
BT kigger på nogle af de afgørende punkter, hvor Tinkoff-Saxo i 2015 ser ud til at være styrket sammenlignet med denne sæson.
1) Husfred. Da Bjarne Riis afhændede sit livsværk i december 2013, tvivlede mange iagttagere på, om fornuftsægteskabet med den russiske finansmand og storsponsor Oleg Tinkov kunne overleve på længere sigt. Øjensynligt swinger forholdet mellem den jyske træmand og den flamboyante russer i takt og med god tone både på landevejen og hotellet.
2) Økonomi. Penge er ikke alt. Men de er rare at have. Efter at have været på penge- og sponsorjagt gennem stort set hele holdets levetid er Riis omsider nået til et punkt med plads til store armbevægelser og ambitioner om igen at kunne kalde sig verdens bedste cykelhold. Det giver selvsagt mere overskud til at fokusere på den sportslige del, der er hans hjerte nærmest.
3) Sagan. Sæsonens absolut største transfer står Tinkoff-Saxo bag. Tilgangen af Peter Sagan er af en kaliber, som næsten - kun næsten - kan fejle. Spændende bliver det at se, om den slovakiske supermand kan vinde et af forårets store løbsmonumenter, og hvordan han bliver integreret på et hold, som har en tilsvarende stor profil i truppen. Sikkert er det, at Sagan har X-Factor til overflod og giver holdet tiltrængt ammunition til at tage kampen op mod hårdføre brostenskrigere som Fabian Cancellara, Tom Boonen, Sep Vanmarcke, Lars Boom og Greg Van Avermaet.
4) Selvsving. Succes er et forunderligt fænomen, som har det med at avle mere fra samme skuffe. Efter en katastrofal 2013-sæson kom Alberto Contador i den grad tilbage på vindersporet. Det var en grum bet at skulle udgå af Tour de France, men det var så også eneste bump på vejen. Resten af sæsonen fik den spanske superstjerne relanceret sig selv som det største etapeløbsnavn i nyere tid. Med en sejr i Vuelta España som afslutning på et år, der allerede har kastet masser af kåringer som Årets Rytter og lignende af sig. Tanken med selvtillid må være bristefærdig.
5) Udvikling. Tour de France 2014 blev et gedigent gennembrud for Rafal Majka. De fleste var bevidste om, at den 25-årige polak havde evner for at køre stærkt opad. Men sejre var det ikke blevet til som professionel. Efter Contadors ulyksalige Tour-exit trådte Majka for alvor i karakter og vandt to etaper samtidig med, at han lige akkurat fik erobret den prikkede bjergtrøje. Konkurrenterne må skæve uroligt til en konstellation med Contador og Majka på samme Tour-hold.
6) Dansk talentmasse. Det har knebet for Riis at få danske ryttere ind på holdet og samtidig udvikle deres kompetencer. I år fik vi dog set nyprofessionelle Michael Valgren gribe chancen og lave bemærkelsesværdige resultater. Valgren var på podiet i Quatre Jours de Dunkerque, han vandt Post Danmark Rundt, var et jern i Vuelta España og forrygende i sit første VM blandt de tungeste stjerner. Fik vi nævnt, at Christopher Juul Jensen også kan være sin sæson bekendt? Nå ikke, men det kan han. Christopher Juul Jensens udvikling sker ikke med tigerspring, men sikre skridt. Det er godt at se.
7) Videnskab. Riis har skelet til Team Skys videnskabeligt anlagte afsøgning af marginale forbedringer og strammet op internt på holdet. Fra og med 2015 bliver rytternes træningsprogram kigget efter i sømmene af en nyetableret tænketank med den nypensionerede veteran Nicki Sørensen, Bobby Julich og new zealandske Daniel Healey som ekspertise. Sidstnævnte har haft en uheldig hånd med forurenet kosttilskud for år tilbage, men sammen med praktisk orienterede kræfter som Sørensen og Julich ligner det et progressivt initiativ.
8) Kilimanjaro. Legendarisk bjerg i Afrika. Men også rammen om Tinkoff-Saxos højt belagte overlevelsestur i dette efterår. Et tydeligt signal om, at der ikke mangler midler på holdet. Noget mere ambitiøst end tidlige tider overlevelsesture med BS Christiansen som tropsfører, men det afspejler også de økonomiske vinde, der blæser over Riis og co. Effekten kan i princippet være den samme, om man er i Løgstør eller på vej mod Kilimanjaro, men stærkt initiativ med masser af mediebevågenhed udenfor sæsonen.
9) Bredde. Da Alberto Contador kom til holdet, resulterede det i en meget hierarkisk struktur med den spanske kaptajn som enevældig rorgænger. Sæsonen 2014 har dog vist, at der er masser af andre navne, som kan byde ind med resultater og en aktie i de i alt 26 sejre, det blev til. Vi fik set Matti Breschel vinde et habilt besat Luxembourg Rundt, Nicolas Roche snuppede Route du Sud, Michael Valgren satte sit aftryk og det samme gjorde ikke mindst den erfarne australier Mick Rogers med etapesejre både i Giro d'Italia og Tour de France. Mon ikke det snart er Chris Anker Sørensens tur?
10) Psykologi. Cykelsport handler en hel del om psykologi og om at tro på egne evner. For en rytter som Alberto Contador er det svært at undervurdere betydningen af at have fået ram på rivaler som Chris Froome og Nairo Quintana. Styrt og skadesbetingede omstændigheder gjorde, at duellen med Tour de France-vinderen fra 2013 aldrig blev helt ren, og Quintana kan undskylde sig med, at han var rusten, da han i marts fik køretur af Contador. Men både Froome og Quintana vil have mærket, hvor stærkt Contador var kørende. Og angsten for mere spansk benknuseri vil gnave i den mentale hovedstol.
