Har mistet otte familiemedlemmer på halvandet år

I lørdags blev Naser Khaders fætter Samer henrettet af præsident Assads soldater i den syriske by Barzeh

- Det er det ottende familiemedlem, vi har mistet i løbet af det seneste halvandet år. Jeg kendte ham rigtig godt. Familien har det forfærdeligt, siger Naser Khader med en klump i halsen, der tydeligt når igennem telefonen.

Naser Khaders fætter blev 34 år gammel, og han efterlader en hustru og fire børn.

- Assads folk kom og bankede på døren i lørdags. De var bevæbnede og sagde, at de skulle tale med ham. En halv time senere var de der igen og smed hans lig ind gennem døren. Børnene så både, da de hentede ham, og da de kom med ham igen, siger Naser Khader.

Og holder en pause

Den tidligere politiker er forbitret over, at verdenssamfundet blot lader stå til, mens situationen i Syrien løber mere og mere ud af kontrol.

- De sidder og snakker og snakker, og det har de gjort siden 15. marts sidste år. Den ene dag er der 200 dræbte, den anden dag er der 154. Det er mennesker, sønner, fædre - det er ikke bare tal, siger Naser Khader.

Oprøret mod den syriske præsident er stærkt i byen Barzeh, hvor 34-årige Samer boede og blev henrettet - og det er formentlig årsagen til, at så mange fra Khaders familie har mistet livet.

- Jeg har talt med Samers kone og med hans far. De er ulykkelige. Men fordi det er over telefonen, så kan jeg ikke spørge, om de har været involveret i modstandskampen, siger Naser Khader.

Han fortæller, at regeringssoldaterne går hårdt til mændene i Barzeh, hvor alle de forretningsdrivende blev anholdt for et par uger siden. Myndighederne mente, at de var med til at finansiere oprøret.

Ifølge FN er op mod 300.000 mennesker på flugt fra borgerkrigen i Syrien. Aktivister anslår, at omkring 28.000 har mistet livet. Ifølge CNN blev 344 dræbt alene onsdag 26/9 på borgerkrigens blodigste dag.

Samme dag blev Naser Khaders fætters 17-årige barnebarn skudt sammen med 18 andre unge mænd i en massakre, hvis årsag stadig er uvis.