Wayne Rooney vil væk fra Manchester United. Det bekræfter manager Sir Alex Ferguson.

Søndag eftermiddag kunne Manchester United løfte klubbens 20. mesterskabstitel i Sir Alex Fergusons afskedskamp på Old Trafford. En kamp, hvor også Paul Scholes takkede af.

Alt det gav selvsagt god grobund for en formidabel fest med konfetti, hyldestsange, store smil og hvad der ellers hører til. Men stadionlyset var knap blevet slukket, inden en alvorlig nyhed rullede ud på de engelske nyhedssider. Seneste tids rygter om Wayne Rooneys utilfredshed på Old Trafford blev bekræftet. Han vil væk fra klubben.

På et pressemøde efter kampen bekræftede Sir Alex Ferguson, at Wayne Rooney har bedt om at blive sat til salg. Og derfor var han heller ikke at finde i spillertruppen denne søndag.

- Jeg synes ikke, at Wayne Rooney var berettiget til at spille, eftersom han har bedt om at blive sat til salg. Vi lader ham ikke gå. Jeg tror bare, at han er frustreret over, at han ikke har spillet så meget, som han har ønsket de seneste uger, sagde Sir Alex Ferguson.

- Vi har afvist hans salgsønske. Jeg synes, at han skal tænke lidt over det. Han var utilfreds med at blive sat af nogle gange i denne sæson, men en Wayne Rooney i topform ville ikke blive sat af, tilføjede Ferguson.

På spørgsmålet om, hvorvidt Rooney vil blive i klubben lød svaret:

- Det er jo ikke min beslutning længere! 

27-årig Wayne Rooney har siden sin debut i 2004 spillet 402 kampe for Manchester United.