Danmarks største svømmetalent Louise Ørnstedt slipper formentlig for fysiske mèn, efter hun onsdag fik konstateret en blodprop i benet. Torsdag blev hun overført til Gentofte Amts-Sygehus, hvor hun de kommende to til tre dage er i blodprop-opløsende behandling via et kateter i benet.

- Overlægen siger, at alt forløber, som det skal. Han kan endnu ikke sige, hvor hurtigt hun kommer sig, og om hun kan komme til OL i Athen. Men der skal ikke være tvivl om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe Louise, siger direktør i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen.

/ritzau/