Bo Johansson viser nye sider af sin personlighed i dette interview, hvor den tidligere danske landstræner er knap så positiv.

  • 11 rappe til Bosse

    ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Efter toethalvt års fodboldpause sidder Bo Johansson igen i et trænersæde. IFK Göteborg er seneste stop i en karriere, hvor tilfældighederne har fået lov at herske i overraskende høj grad.

    »Jeg har aldrig vurderet, hvad et kommende job reelt indeholdt. Hvis jeg havde, tror jeg for eksempel ikke, at jeg var taget til Silkeborg i sin tid. Alle de gange jeg er flyttet, har det været uden at vide noget som helst om den nye klub eller det nye hold,« siger Bo Johansson, der gjorde Silkeborg til dansk mester i 1994.

    »Jeg vidste heller ikke, hvordan det så ud i Norge eller i Athen, hvor jeg ikke kendte et øje. Det er et arbejde, hvor jeg tager fat i det udgangspunkt, der nu er, når jeg begynder,« forklarer den 61-årige svensker.

    Det lyder, som om du er uforberedt, inden du tager fat?

    »Ja, jeg er nok rimelig uforberedt,« lyder det ærligt.

    Fotografen og undertegnede havde netop ved selvsyn konstateret, at Bo Johansson er den uforberedte type, når det gælder nye rejsemål. To gange blev vi ringet op, fordi hans blå Volvo ikke kunne finde vej til det mødested, han selv havde valgt.

    Men at den erfarne træner også er uforberedt i forbindelse med sit arbejde, kommer som en overraskelse.

    Er det en form for eventyrlyst, der driver dig?

    »Det kan godt være - jeg kan godt lide det uvisse. Vi trænere er også lidt naive. Uanset hvad, så tror vi, at vi nok skal få styr på det,« fortæller Bo Johansson, der har rigeligt at få styr på i IFK Göteborg.

    Klubben er 17-foldig svensk mester, men det har knebet gevaldigt på det seneste. Sidste sæson måtte »blåvitt« ud i kvalifikationskampe for at blive i den bedste svenske række, og den nære fremtid ser dyster ud.

    Bo Johansson blev verdenskendt i Danmark for sit optimistiske livssyn. Uanset hvem der var skadet, eller om banen var knastør eller pladdervåd, var det altid »majet, majet positivt«.

    Sådan er det ikke mere. I hvert fald ikke, når talen falder på IFKs chancer i Allsvenskan. Svenske medier peger på Bo Johansson som den største favorit til at blive fyret, og Bosse - som han kaldes hinsidan - protesterer ikke:

    »Journalisterne har forstået, at det er en vanskelig situation, men det har supporterne ikke. Sidste år rykkede klubben næsten ned, og nu er seks af de bedste rejst, mens vi kun har fået tilgang af tre uetablerede spillere,« konstaterer han.

    Udover de mange mesterskaber har IFK Göteborg også vundet UEFA Cup'en to gange, og det er resultater, som for altid vil plage kommende trænere i klubben.

    »Det er en rigtig storklub med hensyn til stemningen og mentaliteten, men problemet er, at fodbold er en ferskvare. Tidligere resulater kan ikke bruges til noget,« understreger Bo Johansson, der også oplever pres fra de moderne tider.

    »Der er kommet alt det internet og mail. De vil have mig til at chatte hele tiden, men det nægter jeg at gøre,« fastslår IFK-træneren, der har tegnet en to-årig kontrakt.

    »Jeg har altid skrevet korte kontrakter, men det kan godt være, at jeg bliver i Göteborg i længere tid. Nogle gange er kontrakterne blevet forlænget, andre gange ikke. Det må være op til begge parter. Jeg synes, at det er fair at starte med en kort kontrakt,« siger Bo Johansson, hvis fire år i træk som dansk landstræner er personlig rekord.

    De første to år fra 1996 til 1998 var en dans på roser for alle parter. Richard Møller Nielsen var netop taget til Finland efter EM-fiaskoen i England, og både spillere, presse og publikum tog imod den positive svensker med åbne arme.

    Men efter VM-kvartfinalen mod Brasilien begyndte resultaterne så småt at svigte, og Danmark måtte i EM-kvalifikationen ud i playoff kampe mod Israel. De kampe blev vundet legende let, men hele 2000 blev én lang sportslig nedtur. Holdet spillede seks kampe, fik en enkelt uafgjort og tabte fem.

    Kort om Bosse

    Født 28. november 1942

    Gift på 39. år med Christina og far til tre døtre

    Spillede som aktiv i Kalmar FF, hvor han også begyndte sin trænerkarriere, der nu har strakt sig over 30 år.

    I hjemlandet har Bosse også trænet Lindsdals FF og Östers IF, mens han i udlandet har stået i spidsen for norske FK Jerv, FC Panionios i Grækenland, Silkeborg IF og finske HJK Helsingfors.

    I 1990-91 var han landstræner i Island, og 1996-2000 stod Bo Johansson i spidsen for de rød-hvide tropper.

    Efter toethalvtårs pause, hvor det kun blev til lidt bestyrelsesarbejde i Kalmar FF, har Bo Johansson netop taget hul på en to-årig kontrakt med IFK Göteborg.

    Hans rekordliste for de 40 danske landskampe lyder på 17 sejre og 14 nederlag. Målscore 51-43.
    »Jeg ville ikke havde undværet det sidste halve år,« siger Johansson og kigger ned på den medbragte liste over sine 40 kampe som landstræner.

    »Vi var i en stenhård gruppe til EM, og i træningskampene op til mødte vi de bedst mulige modstandere,« forklarer Bo Johansson og begynder at gennemgå de sidste seks kampe, inden han lidt opgivende siger:

    »Vi fik aldrig mobiliseret holdet i den periode på grund af skader, men det er jo ikke interessant. Folk husker kun resultaterne, ingen husker hvordan det skete,« siger han og kører endnu en gang blikket ned over sit statistiske eftermæle.

    Selv siger Bo Johansson, at han ikke har noget behov for at blive husket, og hvis han bliver det alligevel, skal det være for det menneske, han er. Derfor gør det også ekstra ondt, at der efter hans DBU-exit var flere spillere, der hilste Morten Olsens bundseriøse linie velkommen.

    Bo Johanssons »frihed under ansvar«-politik havde ifølge blandt andre Jacob Laursen og Brian Steen Nielsen skadet mere, end den havde gavnet i tiden op mod EM-slutrunden i Holland/Belgien. Der var blevet kørt for meget på frihjul.

    »Brian Steen Nielsen, nej, det tror jeg ikke på, at han har sagt,« afviser Bo Johansson, der først bøjer sig, da undertegnede refererer ordret fra en samtale med midtbaneslideren, der fandt sted i Island i forbindelse med Morten Olsens første kvalifikationskamp.

    En søgning i arkiverne viser også, at Bo Johansson blev konfronteret med udtalelserne i efteråret 2000, men alligevel lader den tidligere landstræner, som om det kommer totalt bag på ham.

    Selv om det er helt naturligt, at en leder ikke kan gøre alle tilfredse, så piner sandheden tydeligvis Bo Johansson, der dog ikke vil undskylde noget som helst.

    »Jeg lytter ikke til, hvad ukyndige mennesker siger. Passagererne på en båd forstår sig ikke på, hvordan kaptajnen skal styre,« siger den tidligere landstræner, som tydeligvis er skuffet over, at kritikken først faldt efter hans afgang.

    »Jeg vil aldrig tale dårligt om spillerne. Hvis jeg havde noget at sige til dem, så sagde jeg det, mens jeg så dem i øjnene,« fastslår Bo Johansson og gør sig klar til at gå fra bordet. Nu skal der ses fodbold.

    Vi har siddet bænket i forårssolen uden for Restaurant Sepp ved Farum Park. Bo Johansson havde selv foreslået dette mødested, så han kunne slå to fluer med ét smæk. Hans første modstander i Allsvenskan er nemlig Landskrona Bois, der denne eftermiddag spiller træningskamp mod Farum.

    Så selv om Bo Johansson er uforberedt, inden han takker ja til et job, så er det 100 procent seriøst, når han først har trukket arbejdstøjet på:

    »Ja, selvfølgelig. Det er også derfor, at jeg altid flytter til den by, hvor jeg arbejder. Der er så mange mennesker, som det er vigtigt at være i kontakt med, så det nytter ikke at pendle.«