Musikeren Gobs var netop blevet gift i smug og stod over for en sommer fyldt med koncerter, da livet ramte ham.

For i slutningen af juni mistede musikeren, hvis borgerlige navn er Victor Gaardboe, sin mor. 

Tabet fik dengang 26-årige Victor Gaardboe til at aflyse flere koncerter – men efter nogle ugers pause valgte han at spille de resterende koncerter.

Knap tre måneder efter tabet er musikeren stadig påvirket, det skriver han i en story på sin Instagram-profil, skriver Se og Hør.

»Jeg har det ikke godt, jeg er ikke okay. Og jeg tænker meget, men det hjælper ikke,« skriver sangeren i sit opslag.

Opslaget tyder dog på, at Gobs er ved at producere ny musik – for i opslaget deler han også noget, der kunne tolkes som tekst fra en ny sang.

»For der er sket noget, du burde vide. Sig mig er det lykkedes dig at finde et sted, hvor du kan mærke en ægte glæde? Eller leder du mon stadig?,« fortsætter han i opslaget.

Ifølge Se og Hør skal Gobs til efteråret spille to udsolgte koncerter i DR Koncerthuset, hvor musikeren har valgt at gøre dem til mindekoncerter til sin mor.