Flere klassificerede dokumenter lå og flød på gulvet i et lagerrum. Andre lå på badeværelset.

Mange steder i Trumps hjem i Florida var der stablet kasser med hemmelige dokumenter.

Det fremgår af de 37 anklagepunkter, som fredag er blevet offentliggjort i en sag om mere end 100 fortrolige dokumenter, som i august sidste år blev fundet i den tidligere præsidents resort i Florida.

Det skriver CNN.

I anklageskriftet står blandt andet, hvor de hemmelige dokumenter lå:

'I en balsal, i et badeværelse og i ude ved bruseren, i et kontorlokale, i hans soveværelse og i et opbevaringsrum.'

Mange havde adgang til dokumenterne.

'Fra januar til 15. marts 2021 blev nogle af Trumps kasser opbevaret i Mar-a-Lago Clubs White and Gold Ballroom, hvor begivenheder og sammenkomster fandt sted. Trumps kasser var i en periode stablet på balsalens scene,' står der i anklageskriftet.

Hundredvis af medlemmer og 150 ansatte havde adgang til Florida-ejendommen, der, ifølge CNN, fungerede som en privat klub.

Ifølge anklageskriftet fandt Trumps assistent Walt Nauta i december 2021 klassificerede dokumenter, der var faldet ud af kasserne i lagerrummet i Mar-a-Lago-boligen.

Denne Nauta skulle have løjet for efterforskerne, da han blev afhørt af FBI i maj 2022 angående Trumps håndtering af de mange dokumenter. 

Ifølge anklageskriftet sagde assistenten, at han ikke var bekendt med, at der blev bragt dokumenter til Trumps bopæl. Ifølge anklagemyndigheden havde Nauta dog selv været med til at flytte dokumenterne.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, beslaglagde omkring 13.000 dokumenter fra Trumps hjem Mar-a-Lago i delstaten Florida i august.

Hundrede af dem var markeret som fortrolige, selv om en af Trumps advokater tidligere havde sagt, at alle fortrolige dokumenter allerede var leveret tilbage til den amerikanske regering.

Tiltalen er den anden mod 76-årige Donald Trump, som er den første tidligere præsident, der er blevet tiltalt i en straffesag.