»Han har virkelig været heldig.«

Sådan lyder meldingen fra vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen, når det kommer til den ulykke, der torsdag aften fandt sted i København.

Der blev en mandlig turist fra England ramt af en bil ved Gyldenløvesgade nær Søerne.

I begyndelsen lød hans tilstand som værende kritisk, ligesom det forlød, at han skulle have fået et voldsomt hovedtraume, men det viste sig heldigvis, at det ikke forholdt sig så slemt.

Til B.T. forklarer Dyre Sønnicksen, at manden var kommet gående sammen med sin kæreste, da de tilsyneladende blev en smule uvenner 'eller noget i den stil':

»Det bevirker i hvert fald, at manden træder ud på kørebanen, hvor en bil kommer kørende og ikke kan nå bremse, så den rammer ham,« forklarer vagtchefen.

Da politiet sent torsdag aften modtog anmeldelsen om sagen, gik meldingen på, at manden var kommet slemt til skade.

»Det var derfor, vi kørte den så højt op hos os, da vi fik at vide, at det skulle være ret kritisk,« forklarer Dyre Sønnicksen.

Til alt held var der en læge lige i nærheden, da ulykken skete.

»Og faktisk var han allerede i gang med at behandle ham (den ramte mand, red.), før vi overhovedet var kommet frem, og vi var der inden for et halvt minut,« siger vagtchefen.

»Hans (lægens, red.) hurtige indblanding hjælper den ramte, og da vi kommer på Rigshospitalets Traumecenter med ham, melder de tilbage, at der ikke er sket så meget med ham – så han har virkelig været heldig. Både i det, at han får hurtig lægehjælp, og så har han bare været heldig, at han ikke kom værre til skade,« tilføjer Dyre Sønnicksen.

Politiet oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke ved, om manden fortsat er indlagt, eller om han er udskrevet 

»Da vi var færdige med vores politiforretning, skulle han lige scannes, for at de (lægerne, red.) var helt sikre, og vi har ikke hørt fra dem siden,« forklarer vagtchefen.