» Nu begynder de at indsætte dem, der er udrustet med det nye kram.«

Rygterne om den ukrainske modoffensiv har svirret i længere tid, og alle signaler bliver gennemanalyseret for at finde ud af, hvornår ukrainerne lancerer den storslåede modoffensiv. 

Natten til torsdag intensiveredes ukrainernes angreb syd for den ukrainske region Zaporizjzja ved byen Tokmak, og her har de ifølge Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker i Tænketanken Europa, og  som tidligere har arbejdet 15 år i Forsvarets Efterretningstjeneste, lagt i kakkelovnen til et intensivt angreb.

»Frontafsnittet er blevet bombet meget heftigt med artilleri og HIMARS, så de har virkelig skudt med noget, der battede. Og det tyder også på, at nu er der kommet de første billeder af Leopardkampvogne i aktion,« siger Kaarsbo og fortsætter:

»Det betyder, at nu er de begyndt at indsætte nogle af de nyuddannede og moderne udrustede enheder, som de har holdt tilbage indtil videre.«

Opmærksomheden har været rettet mod Nova Kakhovka-dæmningen, der kollapsede efter den blev angrebet tirsdag, og som har medført massive oversvømmelser i Kherson-regionen.

Men tirsdag delte den ukrainske forsvarsminister en video af soldater, der tysser, som opfordrer til tavshed om oplysninger om en mulig modoffensiv.

»Det, vi har set den sidste uges tid, er det, man kalder sådan nogle prøveangreb, hvor man ikke har til hensigt at erobre, men hvor man tester, hvor stærkt modstanderen står. Det har været sådan en indledende fase på landkrigen, og nu virker det som om, at der er sat et mere kraftigt angreb ind i Tokmak .«

Og netop området ved den sydlige by Tokmak er strategisk vigtig for ukrainerne, fordi de, ifølge Jacob Kaarsbo, sandsynligvis vil kæmpe sig ned mod Azovhavet og byen Berdjansk, hvor de kan afskære russerne fra den vigtige Kertj-bro. 

Dog kan der ske meget i de kommende dage, og det er stadig usikkert, hvorvidt ukrainerne har lanceret deres storslået modoffensiv.

»Om det udvikler sig til, at de vil lave det man kan kalde et hovedfremstød eller angreb ved Tokmak, det ved jeg ikke endnu, fordi det kan også være for at tiltrække russiske styrker til det område for så at lægge tyngde et andet sted.«