Han er eftersøgt, men Fyns Politi kan ikke finde ham.

Derfor beder de nu om offentlighedens hjælp til at finde frem til en 24-årig mand, der er mistænkt for at have medvirket til et knivoverfald.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Knivoverfaldet skulle være sket mod en 28-årig mand i en frisørsalon i Vollsmose Torv fredag 19. maj 2023.

Den 24-årige mand er Joussef Hisham Al-Asmar, der beskrives som mand, 24 år, mellemøstlig af udseende, 182 centimeter høj.

Derudover er han almindelig af bygning, har brun hudfarve, langt sort hår, brune øjne.

»Fyns Politi har løbende forsøgt at finde frem til Joussef og forsøgt at få ham til at melde sig selv – men indtil videre uden held. Derfor beder vi nu offentligheden om hjælp,« skriver de og fortsætter:

»En 32-årig medgerningsmand er anholdt og varetægtsfængslet i sagen.«

Har man viden om, hvor den 24-årige Joussef Hisham Al-Asmar befinder sig, bedes man kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Joussef Hisham Al-Asmar.
Joussef Hisham Al-Asmar. Foto: Fyns Politi
Vis mere