Hører du til dem, der er vild med at se tv med popstjerner, så er der godt nyt.

TV 2 har besluttet at lave en ny sæson af 'Toppen af poppen', men det bliver med store ændringer.

Når den 13. sæson af programmet, hvor blandt andre Anne Linnet og Medina vil deltage, bliver sendt, bliver det for det første på et helt andet tidspunkt, end det plejer, oplyser tv-kanalen.

»Ligesom vi ryster posen på indholdet, vil vi også spille vores kort bedst muligt i forhold til sendetidspunktet og give et format som 'Toppen af poppen' de bedste vilkår,« lyder det fra TV 2-underholdningsredaktør Dorte Borregaard.

Hun forklarer, at den kommende sæson først vil blive vist i foråret 2024.

»Derfor flytter vi den kommende sæson ind i de mørke måneder, hvor vi tænker, at danskerne kan trænge til både fordybelse og sommerstemning, som er noget af det, 'Toppen af poppen' kan levere, og som vi håber, seerne vil tage godt imod.«

Foruden ændringen i sendetidspunktet vil selve indholdet også blive lavet om.

Mens de tidligere sæsoner primært har drejet sig om musikken, vil der i den kommende sæson være mere reportage, hvor man vil man vil få mere indsigt i, hvordan musikken bliver til.

»Vi optager på et rigtigt spillested, i omgivelser som musikerne normalt arbejder i. Vores intention er at gå tættere på og vise mere af vores medvirkende,« siger Dorte Borregaard.

Både Medina og Anne Linnet har tidligere været med, men når de skal være med igen, skyldes det, at man vil forsøge at gøre, som de har gjort i den svenske udgave af programmet, hvor man har blandet nye musikere med nogle, der har været med før.

Optagelserne til den kommende sæson finder sted i Harboøre, hvor syv musikere tjekker ind på det lille spillested 18B.

Anne Linnet og Medina får selskab af Mekdes, Dopha, Peter Sommer samt brødrene fra Jonah Blacksmith.