Det er tørt og solrigt derude i det danske land.

Og nu bliver det også varmere.

Det fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

»Et højtryk norvest for De Britiske Øer ligger nærmest stille, så varmen luftes bare op over Danmark. Det betyder, at vi kan nå 25 grader i den kommende uge,« siger han.

Det er fra onsdag og ugen ud, at varmen for alvor kan mærkes.

»Onsdag kan vil få 18 til 25 grader, og det vil vi også kunne få i dagene efter,« siger meteorologen, der også godt tør komme med et bud på, hvor det bliver varmest.

»Jo længere væk du kommer fra den jyske vestkyst, jo større chance er der for at nå de høje grader. Den vestlige vind vil betyde, at det måske kun bliver 13-14 grader mod vest,« siger han.

De næste syv til ti dage er der ingen nedbør eller lavere temperaturer i sigte.

»Som sagt ligger højtrykket næsten stille, så det er ikke sådan, at vi pludselig får et varmt pust op fra Spanien, og det bliver vildt varmt. Men inde i landet vil det mange steder blive over 20 grader,« siger han.

Inden varmen får en tand op fra midt på ugen, venter også et par fornuftige dage med en del sol til de fleste.

»Mandag og tirsdag kommer vi til at ligge på 17 til 23 grader,« siger den vagthavende meteorolog.