Mette Frederiksen bliver flere steder nævnt som en mulig stærk kandidat til posten som ny generalsekretær for NATO. Men hvem er hun egentlig oppe imod, hvis hun reelt er kandidat? 

Det har flere eksperter en række bud på. 

De understreger, at det er umuligt at vide, hvem der reelt er kandidat, når norske Jens Stoltenberg efter planen stopper ved udgangen af september.

Kampen om topposten er aldeles hemmelig, og det kan sagtens ende med, at nye kandidater kommer i spil i sidste øjeblik. 

Ben Wallace: Storbritanniens tidligere forsvarsminister

Foto: Foto: Caroline Chia/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Modsat Mette Frederiksen har Ben Wallace faktisk indikeret, at han er interesseret i NATO-tjansen. Han er en erfaren minister og tidligere soldat, men har modsat Mette Frederiksen og flere andre navne i puljen ingen erfaring som tidligere statsleder. 

Ifølge lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen er det en fordel for Wallace, at Storbritannien traditionelt har været tæt på USA og historisk haft et stærkt militær. 

Til gengæld trækker det ned, at flere lande ser det som en hæmsko, at Storbritannien er trådt ud af EU. 

»På grund af Brexit tror jeg simpelthen, briterne har spillet sig selv af banen,« siger Jacob Kaarsbo, senioranalytiker ved Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker ved Forsvarets Efterretningstjeneste. 

Kaarsbo påpeger, at briternes militær efter års misvedligeholdelse bestemt heller ikke er, hvad det har været.

Fun fact: Var skiinstruktør, før han begyndte militæruddannelsen. Har støttet Boris Johnson. 

Ursula von der Leyen: Tysk præsident for EU-Kommissionen

Foto: Foto: Michal Cizek/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den tidligere tyske forsvarsminister er egentlig slet ikke færdig med sin periode som formand for EU-Kommissionen, når Stoltenberg efter planen skal erstattes. 

Alligevel nævnes hun flere steder som kandidat, hvis nu Stoltenberg kunne overtales til at forlænge sin periode. Hun er vant til at arbejde tæt med USA, hun støtter Ukraine – men uden at være alt for aggressiv over for Rusland – og er vant til at samle opbakning blandt landene i EU. 

Og så er hun kvinde – hvilket ifølge senioranalytiker Jacob Kaarsbo spiller ind, da flere denne gang øjner muligheden for at få valgt den første kvinde nogensinde som frontfigur.

Alt det kan hun krydse af sin liste. Alligevel er Ursula von der Leyens navn, som stort set alle de oplistede, indtil videre kun et rygte. 

Fun fact: Hun har syv børn og er medlem af den evangeliske kirke i Tyskland.

Mark Rutte: Hollands premierminister

Foto: Foto: Andre Borges/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den mangeårige hollandske premierminister bliver igen og igen nævnt i internationale medier som kandidat, men har selv benægtet det og sagt, at han planlægger at forlade politik fuldstændig. 

Ifølge Peter Viggo Jakobsen har Holland stærke bånd til USA, og så er Mark Rutte ligesom Mette Frederiksen et bud på en kompromis-kandidat, der hverken provokerer modstand fra syd- eller østeuropæiske lande, fordi Holland traditionelt har været mere neutralt. Derudover har Holland også doneret massivt til Ukraine.

Og så er han ikke fra Skandinavien, hvilket ifølge senioranalytiker Jacob Kaarsbo giver ham en fordel over Mette Frederiksen, fordi de to tidligere generalsekretærer, Anders Fogh Rasmussen og nu Jens Stoltenberg, har været skandinaviske, hvorfor det ifølge flere lande ville være for meget med endnu én skandinavisk frontfigur. Til gengæld er han en mand, hvilket kan få betydning. 

Fun fact: Han  bruger angivelig en gammel Nokia, fordi hans tommelfingre er for store til en smartphone. Er single.

Kaja Kallas: Estlands premierminister

Foto: Foto: Roslan Rahman/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Man kan nærmest ikke læse om Kaja Kallas som mulighed kandidat uden samtidig at læse, at hun nok alligevel er alt for konfrontatorisk over for Putin. 

NATO-landene har brug for en kandidat, der på langt sigt kan forhandle med Putin, og de sydeuropæiske lande vil ifølge forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen have en kandidat, der ikke kun har øje for den russiske trussel, men også går op i deres udfordringer med flygtninge i Middelhavet. 

Ifølge senioranalytiker Jacob Kaarsbo trækker det op, at hun er kvinde og regeringsleder i et land, der leverer over evne på investeringer i forsvar og samtidig har støttet Ukraine massivt. Derudover har de central- og østeuropæiske lande aldrig har haft en toppost, hvilket mange mener, er på tide.

Til gengæld er hun ligesom Mette Frederiksen for rimelig nylig indtrådt i en ny regering, hvilket kan være en udfordring.

Fun fact: Kallas voksede op under Sovjetunionens styre. Da hun var 11 år i 1988, besøgte hun Østberlin med sin far, der bad hende 'indånde frihedens luft' fra Vestberlin'.

Af andre kandidater bliver følgende nævnt: Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, Finlands tidligere premierminister Sanna Marin, Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, Canadas vicestatsminister, Chrystia Freeland.

Som B.T. har beskrevet, er der kasser, en ny generalsekretær for NATO skal leve op til, og som også Mette Frederiksen kan krydse af. Læs mere om, hvorfor hun nævnes som kandidat.