09.30 i retssal 41 i Københavns Byret brød den propfyldte retssals tilhørere ud i brøl af glæde og lettelse.

Mange af dem var kvinder, der har ventet i flere år på at høre, hvilken straf en 31-årig mand, bedre kendt som TikTok-manden, ville få for sine forbrydelser.

Forløsningen kom, da Mikkel Bentsen, der ind til i dag har været beskyttet af et navneforbud og kun kaldt TikTok-manden, blev idømt forvaring.

På tilhørerpladserne sad flere af Mikkel Bentsens ofre.

En af dem er Cecilie Voss Knudsen. Hun har selv vidnet mod Mikkel Bentsen under retssagen.

Men i dag sad hun side om side med flere af de kvinder, der har ventet på dommen. 

»Da retsformanden læste dommen op, troede jeg ikke på det. Det var, som om jeg hørte det, men alligevel hørte jeg det ikke, men da jeg kunne høre, at folk blev glade, så blev jeg også glad og tænkte, at det var rigtigt, at han fik forvaring,« siger Cecilie Voss-Knudsen.

Mikkel Bentsen var tiltalt for 36 forskellige forhold, der indebar voldtægter, overgreb og krænkelser. Størstedelen fandt byretten bevist under skyldkendelsen den 26. maj.

»Det er skønt, jeg er lykkelig over, at han ikke kan gøre flere fortræd. Nu skal han sidde i fængslet og trille tommelfingre,« fortæller Cecilie Voss Knudsen.

Flere af forholdene i sagen drejede sig om Cecilie, der blev frihedsberøvet og udsatte hende for flere grove voldtægter, grov vold og trusler i 2014, hvor hun var 14 år gammel.

Mikkel Bentsen blev af flere medier omtalt som TikTok-manden, fordi han kontaktede flere af sine ofre på sociale medier. Men han var også aktiv på Instagram og især Snapchat.

Under retssagen blev en mentalundersøgelse af Mikkel Bentsen læst højt. Her fremgik det, at Retslægerådet anbefalede, at han skulle idømmes forvaring.

»Jeg havde frygtet, at han ikke ville få forvaring. Jeg frygtede det, fordi han kun fik tre år i Helsingør (her blev Mikkel Bentsen idømt tre års fængsel ved Retten i Helsingør, red.), hvor han blev dømt for voldtægter og voldtægt af en mindreårig. Jeg var bange for, at vi ofre ikke betød mere for retssystemet. Så det var sindssygt lettende, at han fik forvaring,« siger Cecilie Voss Knudsen.

Under oplæsningen af dommen kom det frem, at det var et enigt nævningeting, der fandt frem til dommen. Her havde de vurderet, at Mikkel Bentsen er særdeles farlig for sine omgivelser.

Forvaring er en tidsubestemt straf, der gives til særligt farlige kriminelle.

»Det er noget, som jeg har håbet på i ni år skulle ske, men jeg havde aldrig nogensinde regnet med, at det skulle ske. Det havde jeg ikke.« 

»Det er okay, at han er dømt skyldig og har fået en straf, der hedder forvaring. Det kan godt være, at han har anket. Men alle dommerne og nævningene de troede på os – de sagde allesammen, at han skulle have forvaring.« 

»Det er fantastisk at blive troet på. Det er det, som jeg har ventet på. Det er et lille punktum for mig, selvom det ikke kommer til at hele så meget. Men nu ved jeg, at det er det, og jeg kan fortsætte med at kigge fremad,« siger Cecilie Voss Knudsen.

Under hele retssagen har Mikkel Bentsen nægtet sig skyldig i stort set alle forhold. Han ankede dommen på stedet.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: