Fritstillet med øjeblikkelig virkning. 

Med den besked forlod teknisk direktør i Frederikshavns Kommune, Boie Skov Frederiksen, torsdag sin stilling. 

»Vi er i forhandlinger, så derfor kan jeg ikke udtale mig om sagen,« lyder det fra den nu tidligere direktør i et svar til Nordjyske.

Heller ikke kommunaldirektør Thomas Eriksen vil udtale sig til avisen om sagen. 

Han kalder det »helt almindelig praksis,« at ledere på det øverste niveau fritstilles fra dags dato. 

Kommunaldirektøren afslår yderligere kommentarer med henvisning til, at der er tale om en personalesag. 

Det var TV 2 Nord, der torsdag afslørede, at teknik- og kulturdirektøren var fortid efter blot halvandet år på posten.

Nyheden blev bekræftet af borgmester Birgit S. Hansen, som heller ikke ville sige mere om årsagen til afskedigelsen. 

Det lykkedes dog TV 2 Nord at få et par ord fra kommunaldirektør Thomas Eriksen. 

»Der er ikke tale om en bortvisning, og Boie Skov Frederiksen har således ikke gjort noget ulovligt,« siger han. 

Indtil videre er det kommunaldirektøren selv, der har overtaget ansvaret for Center for Teknik og Center for Ejendomme, Park og Vej i Frederikshavn Kommune.