Lingeri med diamanter og smukke modeller med englevinger. 

Victoria's Secrets er kendt for deres ekstravagante shows, hvor supermodeller går catwalk i minimal beklædning. 

I foråret genopstod de ikoniske modeshow efter fire års pause, men det går dårligt med at sælge bh'er og blondetrusser til helt almindelige kvinder. 

Ifølge Reuters kæmper den amerikanske undertøjsgigant med både indtjening, omsætning og faldende aktiekurser.

Torsdag faldt Victoria's Secret-aktien med 8,1 procent. 

Nyhedsbureauet skriver, at Victoria's Secrets aldrig har oplevet et større fald på en enkelt handelsdag.

Nedgangen sættes i forbindelse med dårlige resultater i årets første kvartal. 

Det norske erhvervsmedie Børsen skriver, at den amerikanske undertøjsgigant i de første tre måneder af 2023 oplevede en nedgang i indtjeningen på fem procent. 

I samme periode faldt omsætningen med 11 procent i sammenligning med samme periode sidste år.

Det er gået dårligt for lingeri-mastodonten gennem længere tid. 

For nylig gik kæden eksempelvis konkurs i både Sverige og Norge efter et milliontab. 

Den administrerende direktør, Martin Waters, erkender da også, at resultaterne langt fra er tilfredsstillende. 

»Første kvartal fortsatte med at udfordre. Salgsresultatet var specielt krævende på vore kerneområder, hvor der var en betydelig nedgang i det totale marked for butikker og digitale bestillinger i Nordamerika,« skriver han i kvartalsrapporten. 

De dårlige økonomiske resultater kommer efter en periode med flere dårlige sager. 

I 2019 droppede Victoria's Secrets deres årlige modeshow som følge af en ny markedsføringsstrategi. 

Firmaet tabte markedsandele til konkurrenterne, og seerne svigtede showet. 

Samtidig har undertøjsimperiet været ramt af en række møgsager. 

Marketingchefen Ed Razek måtte eksempelvis forlade sin stilling, da han sagde, at han ikke ville have transkønnede eller plus sizemodeller med i showet. 

En anden direktør, Leslie Wexner, blev afsløret som nær ven af den afdøde rigmand og pædofilanklagede Jeffrey Epstein. 

Midt i al virakken forlod supermodellen Karlie Kloss lingerimærket, fordi det efter hendes mening ikke reflekterede feministiske værdier og det image, hun gerne ville forbindes med.

I marts 2023 vendte de kendte shows dog tilbage.