Hvis du lader blikket glide ned over vejr-menuen for den kommende weekend og grundlovsdag, så går særligt én ting igen:

Solen kommer til at præge udvalget. Dog er der også særligt ét område, der får det lidt køligere end resten af landet.

Det fremgår af den vejrkommentar, som meteorolog Mille Jensen har skrevet på DMIs hjemmeside.

Kalenderen har skiftet til sommer – og vejret følger næsten med.

Dog ser det ifølge meteorologen ikke ud til, at vi lige de kommende dage får det, man kalder en meteorologisk sommerdag, som defineres ved temperaturer på over 25 grader.

Det betyder dog ikke, at vi ikke får godt vejr.

Det skyldes et højtryk nordvest for De Britiske Øer, som giver os stabilt vejr det næste stykke tid – og det sætter også præg på weekendens vejr:

»Her til formiddag, fredag, vil skyer flere steder skygge for solen, men efterhånden klarer det op, og der vil komme en del sol til de fleste,« forklarer Mille Jensen.

I et område af landet kan der dog blive lidt køligere:

»Temperaturer vil flere steder nå op omkring de 20 grader, dog kan vinden være en smule kold, så lokalt ved kysterne kan det være, at temperaturen ikke når op på ret meget mere end de 15 grader.«

Weekenden kommer ifølge meteorologen til at ligne fredagen med tørt og solrigt vejr.

»Dog vil vinden aftage en smule, og temperaturen vil stige lidt, så vi flere steder når op omkring de 22 grader,« skriver Mille Jensen i sin vejrkommentar.