I Odense har store hvide telte i fire uger dannet ramme for børnene i Tarup Børnehus. 

Kun hvis børnene skal bruge toilettet eller i garderoben, kan de komme ind i børnehusets bygning assisteret af en voksen, skriver TV 2 Fyn

Årsagen er en brandteknisk rapport fra Rambøll fra 2021. Eller nærmere en revurdering af den. I april i år fik en ansat i kommunen nemlig en ny brandinspektør til at vurdere børnehaven igen. 

Konklusionen var den samme som i 2021: Brandsikkerheden er fyldt med mangler, og børnehuset er altså ikke sikkert at opholde sig i. Faktisk er børn og voksne i overhængende fare, fordi der meget få flugtveje er. 

Forældrene fik beskeden 28. april, og dagen efter var teltene rejst.

Direktøren for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune siger til TV 2 Fyn, at man først reagerer nu, da rapporten var endt nederst i en prioriteringsbunke hos kommunen. Børnehuset skal nu bygges om.