En 18-årig mand fra Aabenraa kan se frem til at bruge de næste fem og et halvt år af sit liv i fængsel.

Det skal han, fordi han tirsdag ved et nævningeting ved Retten i Sønderborg blev dømt i en sag om blufærdighedskrænkelse, voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje begået mod to mindreårige piger.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse

I det ene tilfælde var der tale om voldtægt og incest, da offeret var den 18-årige mands biologiske halvsøster. Flere af overgrebene skete, mens hun var under 12 år.

For den anden piges vedkommende var der tale om blufærdighedskrænkelse og andet seksuelt forhold end samleje.

Den 18-årige mand har under hele sagen nægtet sig skyldig og ankede med det samme dommen.