Hun røg på porten efter,  at flere mænd stod frem med anklager om, at Lizette Risgaard har opført sig upassende i flere situationer.

Foruden den magtfulde post som formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, som hun trak sig fra, så bestred Lizette Risgaard flere fremtrædende poster i bestyrelser og som repræsentant i fremtrædende organisationer.

Nu har hun mistet endnu en post. Det fremgår af cvr-registeret, skriver erhvervsmediet Finans.

Af registret står der, at Lizette Risgaard 26. maj er udtrådt af bestyrelsen hos A-pressen. En bestyrelse, som hun var formand i.

A-pressen er fagbevægelsens medieselskab, som ejer A4 Medier.

I stedet vil det være fungerende FH-formand, Morten Skov Christiansen, der står ved bestyrelsesroret.

Det er ikke den første post, som Lizette Risgaard har mistet inden for kort tid.

I midten af maj røg hun også ud af bestyrelses- og repræsentantskabsmedlem i Arbejdsmarkedets tillægspension (ATP) samt pladsen i ATPs forretnings- og revisionsudvalg.

Ligeledes hos LD Fonde, hvor Lizette Risgaard har været formand i bestyrelsen siden 2015, er hun også fortid.

Begge poster skal i stedet varetages af Morten Skov Christiansen.

Begge posters vederlag er blevet udbetalt til hovedorganisationen selv.

Lizette Risgaard trak sig efter flere medier bragte artikler om unge mænd, der berettede om grænseoverskridende og upassende oplevelser med den forhenværende FH-formand.

Flere havde blandt andet oplevet at blive taget på numsen af Lizette Risgaard.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Lizette Risgaard, men det har i skrivende stund ikke været muligt.