Det kan lyde som en del af plottet i en klassisk actionfilm.

For en formodet russisk spionhval er igen blevet spottet ud for Sveriges kyst. Det skriver The Guardian.

Den mistænkelige hvidhval blev første gang spottet i den norske region Finnmark i 2019.

Her måtte havbiologer fra det norske fiskeridirektorat fjerne en menneskeskabt sele fra hvalen.

Og det er netop selen, der har givet anledning til spekulationer om, hvorvidt hvalen er en spion trænet af den russiske flåde.

For selen havde et beslag, der var egnet til et actionkamera og var mærket med ordene 'Equipment St Petersburg'.

Ifølge det norske fiskeridirektorat er hvidhvalen – der har fået kælenavnet Hvaldimir – muligvis undsluppet en indhegning og kan være trænet af den russiske flåde. Spekulationerne bygger blandt andet på, at Hvaldimir angivelig skulle være vant til mennesker.

Ud over selen har Hvaldimir haft en mistænkelig adfærd.

For ifølge mediet har Hvaldimir brugt mere end tre år på at bevæge sig langsomt ned ad den øverste halvdel af den norske kystlinje.

Efterfølgende har hvalen bevæget sig videre til Sverige, hvor den søndag er blevet spottet i Hunnebostrand ud for Sveriges sydvestlige kyst.

Men der kan også være en mere naturlig forklaring på, at hvidhvalen har bevæget sig væk fra sine naturlige omgivelser.

»Det kan være hormoner, der driver ham til at finde en mage. Eller det kan være ensomhed, da hvidhvaler er en meget social art – det kan være, at han leder efter andre hvidhvaler,« siger Sebastian Strand, der er marinbiolog i OneWhale Organisation.

Rusland har aldrig udsendt en officiel udmelding i forhold til beskyldningerne om den russiske spionhval.