50.000 personer har nu skrevet under på et borgerforslag om at gøre aktiv dødshjælp lovligt.

Og det glæder i den grad Lars Lior Ramsgaard, der er en af forslagsstillerne.

»Det overrasker mig virkelig, for det var gået helt i stå for to-tre uger siden. Samme forslag har også været fremsat tidligere, hvor det er løbet ud i sandet, men nu er politikerne tvunget til at tage stilling til det,« siger han til B.T. 

Lars Lior Ramsgaard er sygeplejerske og har selv haft problemet tæt inde på livet, da hans mor, der var terminalt syg, bad ham om hjælp til at dø. 

Lars Lior Ramsgaard er ovenud lykkelig for den store støtte til forslaget.
Lars Lior Ramsgaard er ovenud lykkelig for den store støtte til forslaget. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det blev aldrig aktuelt, men det fik tankerne i gang. 

»Vi håber selvfølgelig, at politikerne tager det seriøst, men organisationer som Dansk Sygeplejeråd og Etisk Råd er imod aktiv dødshjælp, så det bliver nok svært.«

Men kan aktiv dødshjælp ikke også være en glidebane? Der kan jo være folk, som har lyst til at dø, men som senere får det bedre.

»Jeg er ikke uenig i de betænkeligheder, der er ved aktiv dødshjælp. Men jeg synes helt klart, at det bliver trumfet af det enkelte individs ret til at bestemme over sit eget liv,« siger Lars Lior Ramsgaard. 

Ifølge TV2 Østjylland viser flere meningsmålinger, at størstedelen af politikerne er imod at lovliggøre aktiv dødshjælp. 

Lars Lior Ramsgaard fortæller, at man valgte at fremsætte borgerforslaget efter DR-programmet 'Jeg skal dø på tirsdag', hvor man følger Preben Nielsens sidste dage, før han rejser til Belgien for at dø. 

Lars Lior Ramsgaard mener selv, at de mange nye underskrifter skyldes et indslag i 'Go' aften Live', hvor en kvinde fortalte om aktiv dødshjælp.