Der findes kun én som denne i hele verden.

Tv-billeder fanget af Wolong National Nature Reserve i Sichuan-provinsen i Kina er nu blevet offentliggjort – og de viser en meget, meget sjælden hvid panda. Det beretter Associated Press.

På videoen, som blev vist på kinesisk stats-tv CCTV, kan man blandt andet se den hvide panda forsøge at klatre op i et træ.

I en anden sekvens kan man se den hvide panda sammen med to lidt mere almindeligt udseende pandaer.

Ifølge kinesisk tv blev den hvide panda spottet for første gang i 2019, og den menes at være mellem fem og seks år gammel.

Den hvide panda fra Sichuan har tidligere været omtalt i internationale medier, blandt andet i januar 2021.

Her konkluderede eksperter, at der var tale om en albino og den eneste af sin slags i verden.

Eksperter vil nu fortsætte med at holde øje med den sjældne panda i håb om at kunne indsamle biologisk data om den.

Ifølge den seneste opgørelse findes der ifølge Verdensnaturfonden i dag 1.864 voksne pandaer.