Livet blev surt for den 52-årige krigsveteran og førtidspensionist Ekrem Nielsen, da et nyt firma overtog hans bolig i Helsingør.

For der blev ikke lagt skjul på, at både han og de andre lejere nu var uønskede i ejendommen, fortæller han DR.

Både vand, varme og gas blev således slukket, fordi udlejeren stoppede med at betale elregningen.

Det var hårdt, forklarer krigsveteranen til DR:

»Jeg sover ikke nok, for jeg har mareridt om natten og smerter i hele kroppen. Jeg ville ikke engang behandle en hund på den her måde.«

Ejendommen på Nordsjælland rummede 18 lejere, inden den i 2021 blev overtaget af firmaet DBO Real Estate Denmark. Ønsket var at omdanne stedet til seks lejligheder.

Ved du noget om ejendomsselskabet eller lignende sager, så kontakt journalisten på ofru@bt.dk.

Når man overtager en udlejningsejendom, følger lejerne med, medmindre myndighederne giver lov til at opsige dem – og det var ikke tilfældet her, skriver DR.

Derfor har blandt andre Ekrem også valgt at blive boende, til trods for at udlejeren adskillige gange har udtrykt et ønske om at få ham ud.

Først modtog han et brev, der gav ham tre måneder til at flytte. Siden er han blevet sagsøgt af firmaet.

Konsulent for DBO Real Estate, Martin Larsen, fortæller til DR, at firmaet bestræber sig på at levere en professionel og omsorgsfuld service for alle deres lejere, og at han tager kritikken i den omtalte sag alvorligt.