I 2022 brugte Forsvaret 246.000 kroner på at transportere seks motorcykler over Atlanten for fem af sine udstationerede officerer.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 har fået af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

Det kostede eksempelvis 76.735 kroner, da en officer skulle have sin Harley Davidson Road King-motorcykel med hjem til Danmark.

En anden transport kostede 67.480 kroner, mens flere andre motorcykler blev fragtet til priser omkring de 33.000-34.000 kroner.

Ansatte i forsvaret har mulighed for at få fragtet en motorcykel hjem på statens regningen – eller en bil (en Audi Q7), som også er blevet fragtet hjem for en af de udsendte officerer sidste år – ifølge den såkaldte udetillægsordning.

Alligevel vækker det undren. Og kritik.

»Det er påfaldende, hvis mange officerer pludselig opdager glæden ved at køre på motorcykel under deres udstationering i USA,« som Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, udtrykker det:

»Transporten af en motorcykel fra USA til Danmark kan være en ret kostbar affære, og der kan være gode penge at tjene ved et videresalg i Danmark.«

Fra politisk side lyder det, at reglerne må kigges efter, hvis sådan nogle forhold er inden for rammerne.

Sådan lyder det fra flere forsvarsordførere: Carsten Bach fra Liberal Alliance, Lise Bech fra Danmarksdemokraterne og Anne Valentina Berthelsen fra SF.

Fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), har bedt Forsvarsministeriets Personalestyrelse aflevere en redegørelse af sagen. Det skriver TV 2.