Et hold betjente i Florida i USA ledte fredag efter en forsvunden dreng på to år, da en alligator fangede deres opmærksomhed.

Den havde noget i munden, lyder politiets forklaringen til CBS News. Derfor valgte betjentene at affyre en skudsalve mod dyret.

Alligatoren smed, hvad den havde i munden. Det viste sig at være liget af den toårige Taylen Mosley, som havde været efterlyst i flere dage forinden.

Selvom drengen var død, var kroppen intakt, melder politiet.

De har nu anholdt drengens far.

De mistænker ham nemlig for at stå bag mordene på både drengen og drengens 20-årige mor, der blev fundet dræbt i familiens lejlighed tidligere på ugen.

Faren er blot 21 år.

Mens moren, Pashun Jeffery, blev fundet med adskillige stiksår i familiens hjem, er det endnu uvist, hvad der er drengens præcise dødsårsag.

Mor og søn blev sidste gang set i live af familiemedlemmer onsdag eftermiddag. Senere samme dag hørte naboer højlydte spektakler fra lejligheden – dog uden at kontakte politiet.

Da drengens mormor dagen efter kontaktede lejlighedsadministrationen, fordi hun ikke havde hørt fra sin datter, gik der ikke længe, før datteren blev fundet død.

Faren, den 21-årige Thomas Mosley, var onsdag aften dukket op hjemme hos sin mor med snitsår op ad armene og på hænderne. Derfra havde han ladet sig indlægge på et lokalt sygehus.

Parret var flyttet ind i lejligheden kun en måned før de tragiske hændelser.

Hændelserne fandt sted i byen St. Petersburg, der ligger i delstaten Florida i USA.