Et skuffende og tidligt VM-exit, en hjemmebanesejr over Finland og et nederlag til Kasakhstan.

Det er resultaterne for det danske landshold de seneste måneder, og det har allerede sat gang i snakken om, hvorvidt Kasper Hjulmand er den rette til at få rettet op på tingene.

»Jeg vil gerne sige det én gang til: Vi vil rigtig gerne forlænge med Kasper Hjulmand. Vi synes, at han gør et suverænt stykke arbejde,« siger Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU til TV 2 Sport.

Søndag spillede Danmark mod Kasakhstan og efter at have ført med 2-0, gik det helt galt for Hjulmands tropper, der endte med at tabe kampen.

Og Peter Møller understreger da også, at den kamp var 'et bump', men at de hos DBU også har et langsigtet fokus, når det kommer til landstrænerposten.

Efter nederlaget var det da også en skuffet Kasper Hjulmand, der mødte pressen.

Han slog fast, at holdet aldrig måtte kollapse på den måde, men han slog samtidig også fast, at han er den rigtige mand til jobbet.

»Selvfølgelig synes jeg det,« sagde landstræneren, der dog også i den grad anerkendte, at det der skete søndag ikke må ske igen.

Kasper Hjulmand lagde ikke skjul på sin skuffelse efter søndagens nederlag i Kasakhstan.
Kasper Hjulmand lagde ikke skjul på sin skuffelse efter søndagens nederlag i Kasakhstan. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Det er selvfølgelig en bekymring. Det er virkelig en bekymring, at den lille modgang at få et straffespark til 2-1 imod sig, det må ikke have den effekt på holdet. Det tager jeg alvorligt. Så det MÅ og SKAL ikke ske igen,« slog han fast.

Efter EM-succesen i 2021 vandt Danmark ni VM-kvalifikationskampe på stribe og slog de daværende franske verdensmestre to gange i Nations League.

Efterfølgende har der dog været problemer for holdet, der ved VM i Qatar røg ud allerede efter det indledende gruppespil, og det er med søndagens nederlag blevet til syv af slagsen i de seneste 14 kampe.