'Det er så usandsynligt ikke sjovt, som noget kan være.'

Sådan lyder det i et tweet fra Benjamin Rud Elberth, der er kommunikationsansvarlig for bestyrelsen for teatret Aveny-T, om en scene, der lørdag udspillede sig på Moderaternes årsmøde.

På årsmødet forsøgte pressen forgæves at få en kommentar fra Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensen, der har været i søgelyset efter heftig kritik af hans virke som teaterchef på teatret Aveny-T.

Og det har været så godt som umuligt at få Jon Stephensen i tale, og da B.T.s reporter lørdag stillede spørgsmål til Jon Stephensen ved Moderaternes årsmøde i Vejle, lod han helt være med at svare på noget.

Men på årsmødet var Jon Stephensen og to andre folketingsmedlemmer på scenen til en snak om 'Christiansborg behind the scenes', som skuespiller Andreas Bo var hyret ind som vært på.

Og her kommer de ind på en af de omtalte møgsager.

»Vi skal jo tale om elefanten i rummet,« siger skuespilleren Andreas Bo, der styrer samtalen, og fortsætter:

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at så skete der jo det for et år siden, at du kom til at stille en mælk ind i køleskabet og smække døren for hårdt, og det er der så nogen, der er blevet sure over. Hvordan har det påvirket dig,« spørger han Jon Stephensen.

Og det er denne kommentar, der ifølge Benjamin Rud Elberth er utilstedelig.

'Er det her blevet sagt fra Moderaternes scene i dag om en person, der har oplevet psykisk vold? Mælkekartonen blev kylet ind i en køleskabsdør ved siden af mandens hoved,' skriver han på Twitter og fortsætter:

»Al ære og respekt for, at man gerne vil 'koreografere' sig til at tale. Men det der er utilstedeligt.«

Netop episoden om mælkekartonen er en af de historier, der kom frem, da TV 2 afdækkede, hvordan flere kilder huskede Jon Stephensen for trusler, manipulation og magtmisbrug.

Til TV 2 fortalte en art director på Aveny-T, hvordan han oplevede, at Jon Stephensen i januar 2022 kylede »en mælkekarton med al sin kraft« ind i et køleskab under en flere minutter lang tilsvining af ham.

Ifølge art directoren var det »meget voldsomt at blive skældt ud af ens chef på den måde«.

B.T. har været i kontakt med Andreas Bo, der ikke kommenterer direkte på Benjamin Rud Elberths kritik, men kommer med et længere svar, som du læse i sin helhed her.