Lørdag morgen klokken 05:58 rykkede både politi, brandvæsen og en ambulance ud til et sommerhus på Vejby Strand, der ligger i Nordsjælland.

»En gasflaske var eksploderet inde i sommerhuset. Det betød, at vinduerne var blæst ud, og væggene havde rykket sig,« siger Christian Illum, der er vagtchef hos Nordsjælland Politi, og fortsætter.

»Det var en rimelig voldsomt eksplosion, der gav ret stor skade på sommerhuset.«

Husets mandlige beboer var alene i i sommerhuset, da gasflasken eksploderede.

»Den mandlige beboer kom lettere til skade. Han kom dog selv ud af sommerhuset, og stod uden for, da vi ankom til stede,« siger vagtchefen.

Manden blev kørt på den nærmeste hospital, hvor han er blevet undersøgt.

Selve årsagen til gasflasken eksploderede, er stadig ukendt.

»Den brand, der opstod ved eksplosionen, blev hurtigt slukket, og vi er nu ved at få lavet en teknisk undersøgelse af årsagen til eksplosionen,« siger Christian Illum.