Rasmus Højlund er ikke kun guld værd for det danske fodboldlandshold.

Hummel, der er tøjsponsor for de danske drenge, kunne med et smørret dollargrin observere, hvordan hattrickhelten plaffede nye kunder ind i butikken under 3-1-sejren over Finland.

»Det var sjovt at se, hvordan salget af Højlund-trøjer steg hver gang, han scorede i går – og da han så fuldendte sit hattrick kort før tid, eksploderede salget for alvor,« siger Hummel-boss Allan Vad Nielsen.

Tusindårstalentet Rasmus Højlund tjekkede ind i Parken med tre solide angrebsscoringer mod Finland i Danmarks første EM-kvalifikationskamp.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

En bedrift, der altså lynhurtigt har gjort Rasmus Højlund til en ny darling blandt de danske landsholdsfans, og som samtidig har fået salget af landsholdstrøjer med angriberens navn på ryggen til at eksplodere.

»Der er ingen tvivl om, at Højlund-feberen for alvor raser blandt de danske fodboldfans efter gårsdagens hattrick, og hans popularitet har i den grad afspejlet sig i salget af trøjer.«

»Alene i går var mere end to tredjedele af de trøjer, der blev solgt med tryk, med Højlunds navn på ryggen,« siger Allan Vad Nielsen.

Hvor mange Højlund-trøjer der præcis blev langet over disken, vil Hummel ikke oplyse, men Atalanta-angriberen stod for 66 procent af det samlede salg af landsholdstrøjer torsdag.

Den store interesse for Rasmus Højlund har nu gjort ham til den landsholdsspiller, der har solgt flest personlige trøjer i 2023. De næstmest populære spillere er Christian Eriksen og Joachim Mæhle, oplyser Hummel.