Den populære danske restaurantkæde Sticks'n'Sushi er sat til salg.

Ejeren gennem de seneste ti år, kapitalfonden Maj Invest, har taget beslutningen efter det bedste regnskab nogensinde.

»Det er korrekt, der er en proces i gang,« bekræfter bestyrelsesformand i Sticks'n'Sushi, Jens Aaløse – han er også ledende partner hos Maj Invest – over for Børsen.

Sticks'n'Sushi består i dag af 12 restauranter i Danmark (alle i hovedstadsområdet) samt ti i Storbritannien og tre i Tyskland (alle i Berlin), og der er cirka 1.400 ansatte.

Det er kun få måneder siden, at kæden annoncerede et rekordregnskab med en omsætning på over 730 millioner kroner, og dengang blev der luftet planer om en yderligere ekspansion i de kommende år.

De planer skal i så fald føres ud i livet af en ny ejer.

Maj Invest købte sig i 2013 ind i den kendte kæde, hvor man overtog 49 procent af selskabet.

Siden er ejerandelen løbende blev øget til 79 procent.

Bestyrelsesformand Jens Aaløse vil ikke udtale sig yderligere om salgsprocessen, eksempelvis om en eventuel tidshorisont.

Det er konsulentfirmaet Deloitte, der er hyret til at stå for salget.

Det var helt tilbage i 1994, at den første Sticks'n'Sushi åbnede i Danmark. Grundlæggerne var Jens Rahbek Hansen, Thor Andersen og Kim Rahbek Hansen.

Udmeldingen om det ønskede salg af sushikæden kommer, dagen efter at den kendte danske pizzakæde Gorm's gik konkurs. Det kan du læse mere om her.